Tidsliste

 

 

over

 

 

Mordet på Præsident Kennedy, 22/11 1963

 

 

Hvorfor?

 

 

Mange stiller mig spørgsmålet: Hvorfor beskæftige sig med mordet på Præsident Kennedy?

 

Det spørgsmål er mig ikke svært at besvare: De kræfter der stod bag mordet kan fortsat være aktuelle. Kan heller ikke lade være med at opstille et tankeeksperiment: Havde verden set væsentligt anderledes ud, hvis attentatet ikke havde fundet sted?

 

Måske havde der blot fundet et attentat sted på et senere tidspunkt. Men lad os nu se på den mulighed, at Præsident Kennedy havde fortsat sit virke.

 

Vi kan her begynde med at se på den måde han taklede situationen, omkring den mislykkede invasion i Svinebugten. Her satte han alt ind på at afværge yderligere amerikansk intervention. På dén baggrund er det svært at forestille sig, at han ville tillade den optrapning af vietnamkrigen som blev iværksat af hans efterfølger. Der er altså grund til at tro at verden ville have udviklet sig i en mindre voldelig og mere human retning, om Kennedy var forblevet i embedet.

 

Denne skematiske form er valgt fordi:

 

Der er ikke brug for at bringe flere facts og formodninger i spil. Der foreligger allerede allerede et virvar. Derfor er der mere mening i en oprydning i alle disse facts og formodninger. Det har jeg forsøgt ved at analysere dette virvar, og klemme det ned i en kronologisk orden.

 

Kennedy-mordet kan ikke beskrives som et sammenhængende forløb. Mere som et virvar af forskellige forløb, der mødes og skilles i et mønster, som er ikke-overskueligt.

 

Mange vil måske undre sig over nogle af punkterne. Spørge hvad har det og det at gøre med Kennedy-mordet -men prøv da og læse lidt længere frem og du vil -måske ane at forløbene løber sammen.

 

Et dilemma fra Helvede

Hvis du ser nærmere på tidslisten vil du se at dette sagskompleks, sejler i manipuleret bevismateriale. Tydeligvis er det bestræbt at lede efterforskningen ind ad et fastlagt spor. Hvad har været formålet med dette? Det er egentligt det store spørgsmål i dette sagskompleks. Alligevel er det sjældent blevet stillet.

 

For at finde et svar på dette spørgsmål, kan vi se på et andet politisk mord, tidligere i århundredet. Drabet på den østrigske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, i Sarajevo i 1914. Det er vist almindeligt kendt, at dette mord satte gang i et forløb, der mundede ud i den første verdenskrig.

 

Herefter må det store spørgsmål være: Kunne dette være undgået?

 

Lad os tænke os den situation, at der kunne være oprettet en “officiel sandhed”, der gik ud på at Gavrillo Princip havde handlet alene, på egen hånd og efter egen indskydelse. Så havde der ikke været grund til at involvere serbiske nationalistkredse, og den kædereaktion der førte frem til en verdenskrig var ikke kommet igang.

 

Det kan diskuteres hvor realistisk et sådant scenarie er. Men i yderste konsekvens er det et valg mellem:

 

På den ene side: Tilsidesættelse af elementære principper for retssikkerhed

På den anden side: En verdenskrig

Det står klart at vi her står overfor et dilemma fra helvede. Der tilsidesættes elementære principper for retssikkerhed og retfærdighed. Men på den anden side: 1`verdenskrig kostede over 100 millioner menneskeliv. Og banede vejen for dødelige epidemier og ideologier.

 

Naturstridig tidsfaktor

 

Om du gennemgår tidslisten vil du finde nogle temaer der går igen.

 

Et af disse er: En ejendommelig tidsfaktor. Der bliver udsendt et signalement af gerningsmanden. Hvilket vel må betyde at han er observeret på gerningsstedet i gerningsøjeblikket –men intet er gjort for at storme gerningsstedet, hvor han jo ellers måtte kunne tages på fersk gerning. Yderligere:

 

Da Lee Harvey Oswald bliver arresteret, bliver der ikke foretaget de skridt der vil være nødvendige for at rejse en tiltale. Det viser sig så overflødigt da Oswald myrdes. Men er der nogen der ved dét i forvejen?

 

 

Praktiske bemærkninger

 

Kildehenvisninger er samlet i dobbeltparenteser, efter hvert afsnit. Forklaring på disse henvisninger, kan du finde sidst i tidslinjen.

 

Du er velkommen til at kommentere, ved at sende en mail til:

 

hans.albertslund@post.tele.dk

 

Slutteligt må du tage i betragtning at: Denne hjemmeside er under udarbejdelse. Kvaliteten er præget af at den er min hjemmeside-debut. Jeg er meget modtagelig for gode råd. Du kan maile dem til samme addresse.

 

======================================================================================================

 

Ca. 1000 f. kr. / Mafiaen opstår

Sicilien erobres fra dette tidspunkt af føniker , græske tyrankonger, romere, goter, byzantiner, arabere og normanner, undertiden efter langvarige kampe mellem hinanden og lokalbefolkning. Denne danner som en modvægt til de fremmede besættere den undergrundsorganisation, vi i dag kender som mafiaen.

Præcis hvornår vil næppe nogensinde blive fastlagt, der vil næppe nogensinde blive udgravet nogen protokol fra en stiftende generalforsamling. Meget tyder dog på at selve ordet kommer fra arabisk, hvor det betyder tilflugtssted. Mafiaen synes således ikke at være opstået før efter middelalderen da arabisk var øens hovedsprog. Organisationen kan dog være langt ældre, -dens sociale forudsætninger og dens ritualsæt peger helt tilbage mod bronzealderen.

Afgørende er, at vi her står overfor måske den ældste eksisterende, menneskeskabte organisation. Den har haft årtusinder til at stabilisere sin interne struktur, således at den i dag er ekstremt disciplineret . Kan ekspandere og udbygge sin magt til at udgøre en stat i staten -undertiden over staten.

((NL + Grønbech + Rohde + Allsop))

 

1787 / USA vedtager forfatning

Det nyligt selvstændige USA vedtager den forfatning som fortsat er i kraft. Den adskiller sig fra de fleste andre demokratiske forfatninger ved at koncentrere en stor magt hos en enkelt person -præsidenten. Overført til danske forhold ville den amerikanske præsidents magt svare til en vetoret imod optil 2/3 af Folketinget, som ikke har nogen mulighed for at stemme ham ud af embedet. Foruden har han direkte ledelse af alle ministerier og kommando over alle væbnede styrker, også uden parlamentarisk kontrol. Det er således muligt at dreje denne stormagts politik ved at eliminere én enkelt person.

Siden da er en ud af 9 amerikanske præsidenter myrdet.

 

1890erne / Mafiaen slår rod i USA

Mafiaen slår rod i USA, efter en siciliansk indvandringsbølge ind i landets sociale kælderetage. Især i New Yorks og Chicagos slumkvarterer.

Den må dog foreløbigt forholde sig ret passivt, da det er irerne der har sat sig på den organiserede kriminalitet.

I Boston har irerne således etableret et omfattende korruptionssystem, der omfatter familierne Fitzgerald og Kennedy.

((KA 235 + tk))

 

1920 / Spiritusforbud i kraft

USA indfører spiritusforbud. Den organiserede kriminalitet vokser sig dermed stor, stærk og tilmed populær.

Chicago-mafiaen må nu supplere op med ikke-sicilianere for at kunne følge med mulighederne. Den udgør fremover kernen i Chicagos gangstersyndikat, det såkaldte Chicago Outfit. Dette søges dog fra starten nedkæmpet af irskdominerede bander.

Disse står under ledelse af Dion O´Bannion, der i 1924 myrdes professionelt. Til hans statsmandsagtige begravelse går ca. 50.000 dollars, i 1924-størrelsen!

Chicago Outfit har dermed skaffet sig af med sin største fjende. Blandt de 26 lastvognslæs blomster er en kæmpekrans fra Transportarbejderforbundet, i daglig tale The Teamsters. Dette er et tidligt bevis på at dette forbund er involveret i den organiserede kriminalitet. Ganske vist var O´Bannions smugling og transport velorganiseret, men næppe så organiseret at der var tegnet overenskomst med chaufførerne.

((ka 3 + 77))

 

1927 ca. / Jack Ruby begynder karrieren

Chicago Outfit indrullerer den højst 17-årlige Jacob Rubenstein, som stik-i-renddreng. Han løber blandt andet med forseglede meddelelser for Al Capone personligt.

Han er vokset op i Chicagos polsk-jødiske fattigkvarter, som søn af en alkoholisk far og en hypokonder mor.

Nogle år efter bliver han verdenskendt under navnet: Jack Ruby.

((sk 98))

 

1929 / Sct. Valentins day massakren

6 medlemmer af de irske bander, skydes ned i opgør med Chicago Outfit, der herefter har magten i Chicagos underverden. Og fangarme ude over hele USA.

Kort efter myrdes New York-mafiabossen, Frank Yale. Angiveligt af Chicago Outfit, som led i et opgør om leverancer af smuglersprit over New Yorks havn.

((ka))

 

1933 / Spiritusforbudet ophæves

Spiritusforbuddet ophæves. Underverdenen må søge nye græsgange. Bl.a. intensiveres infiltrationen af fagbevægelsen. Således indsættes -i 1937- Jack Ruby som ”funktionær” i Chicagos Skrothandlerunion.

((sk 99))

 

1939 / Oswald fødes / Jack Rubys mediedebut

For første gang får Jack Ruby sit billede i avisen, da han sættes i forbindelse med det uopklarede mord på Skrothandlerunionens leder, Leon Cooke. Som ny formand indsættes, Poul J. Dorfman, en nær ven af Tony Accardo. Denne har afløst Al Capone som leder af Chicago Outfit.

I New Orleans fødes en dreng som søn af en forsikringspræmieinkassator, der dør 2 måneder før hans fødsel. Han får navnet, Lee Harvey Oswald, og begynder et kort liv, domineret af to problemer:

Dels en udtalt ordblindhed i et samfund der ikke kender dette begreb. Dels en moder, der fører en omflakkende tilværelse. Indtil sit attende år, kommer han til at flytte omtrent 25 gange. Planløst mellem Dallas, Fort Worth, New Orleans og en enkelt afstikker til New York. Imellem disse flytninger flyttede hans søskende ud og ind, og moderen skiftede samlevere. Flere af dem kom til at udfylde en kort og afbrudt faderrolle for Lee.

Hans skolegang bliver ”ordblinde-klassisk”, med uendelige konflikter med elever og lærere og kronisk pjækkeri. I New York ser en skoletilsynsførende ham sidde på en bænk i Zoo, midt i skoletiden. Det medfører henvendelser fra skolen til hans moder, som hun dog stort set ignorerede. Han blev derefter anbragt på en institution, hvor moderen klagede over at måtte vente med ”….Puerto Ricanere, negre og hvad ved jeg”.

Efter dette ophold har han en af sit livs få perioder med rimelig funktion og trivsel. Den bliver dog ikke langvarig da hans moder, stik imod alle aftaler med skolemyndighederne, flytter med ham til New Orleans. Hun angiver selv at hun flytter for at blive fri for ”utidig indblanding”

Han udviklede sig selv til at blive et af de mennesker, der altid tror at græsset er grønnere på den anden side af hegnet.

15 år gammel afbryder han sin ”skolegang” og bruger et år til, ikke meget andet end vente på at komme ind i Marinekorpset. Når at lære korpsets håndbog udenad. Da han endeligt kommer ind i korpset, er han -tilsyneladende- meget lidt egnet til at tilpasse sig den militære disciplin.

((sk 100 + wr app. 13 + kap.7))

 

1941 december / CIA´s fødsel og opvækst

Pearl Harbour angribes. USA trækkes ind i krigen ved at miste det meste af sin stillehavsflåde på få timer. Denne militære katastrofe kan udelukkende tilskrives angrebets overraskende karakter, som videre tilskrives at USA knapt har nogen efterretningstjeneste overhovedet. En tidligere udenrigsminister havde udtalt om behovet for en sådan:

”Gentlemen læser ikke hinandens breve”

Man mente at kunne støtte sig på allieredes efterretningstjenester. Dertil kommer at de isolationalistiske kræfter i USA havde en meget stor magt. Disse omfattede en aflægger af den Boston-irske korruptionskreds, Joseph Kennedy, der havde slået sig op som børsmatador, og havde fået ambassadørposten i London grundet sit bidrag til præsident Roosevelts valgkamp.

Chokket over angrebet får USA til at organisere en efterretningstjeneste, det nuværende CIA, der får beføjelser, der er meget vidtgående. Og kun er underlagt en lemfældig politisk kontrol. Denne tendens bliver forstærket under den kolde krig.

((TK + ur + TVuds. ”Sacrifice at Pearl Harbour” af Roy Davies for BBC/Timewatch))

 

1942 februar / FBI aflytter Kennedy

FBI foretager en rumaflytning i et hotel i Charleston, hvor en medarbejder ved efterretningstjenesten, en vis John Fitzgerald Kennedy, søn af den forhenværende London-ambassadør, Joseph Kennedy, har et hektisk stævnemøde med en danskfødt Hollywood-starlet, Inga Arvad.

Mellem alt det andet, høres at denne Kennedy er meget åbenmundet om sit arbejde, som han derfor fyres fra. Et anspændt forhold mellem efterretningstjenesterne og Kennedy, der vil vare resten af hans liv, er indledt.

((tk 145))

 

1943 / Det sicilianske felttog / Samarbejde mellem Mafia og efteretningstjenester

Den amerikanske efterretningstjeneste samarbejder med mafiaen. Udnytter at Siciliens egentlige magthavere kan kontaktes, og presses, i de hjemlige slumkvarterer.

Amerikanerne erobrer Vestsicilien på en uge, næsten uden tab. Briterne må, på en strategisk langt lettere opgave, bruge 5 uger på det østlige Sicilien, og har faldne i tusindvis.

Samarbejdet bliver altså en succes, der frister til gentagelse.

((NL 5))

 

1947 / Jack Ruby indsættes som payoffman

Chicago outfit intensiverer sine aktiviteter i USA´s sydvestområde. Herunder bliver Dallas ”koloniseret”. Jack Ruby indsættes som payoff man.

En sådan payoff man, kan beskrives som et forbindelsesled mellem banderne og korrupte myndigheder. For en nærmere beskrivelse af dette fænomen, vil jeg give ordet til en frafalden mafioso, Vincent Teresa. Han beretter om et andet eksemplar af slagsen, en Louis Fox i Revere, Massachusetts. Teresa fortæller at om man ville operere i den by måtte man have hans tilladelse, da hele politiet var på hans lønningsliste:

”Der var én regel man måtte lære at leve med. Man kunne ikke gøre noget job, det være sig røveri, indbrud eller sådan noget, i Revere. Det var døden. Politiet fik en fin statistik hvad angik bekæmpelse af kriminaliteten i gaderne. Men samtidigt var gaderne overtaget af underverdenen. I Revere fandtes flere mafiadrevne pantelånerforretninger, natklubber og hælercentraler, end noget andet sted jeg kender til.”

Som dække kom Ruby til, helt frem til han myrdede Oswald i 1963, at drive en række natklubber, der næsten aldrig gik med overskud, bl.a. fordi der var gratis servering for politifolk. De kan dog sagtens have været rentable som pengevaskerier for hans bagmænd. Om karakteren af disse natklubber vil jeg bringe en førstehåndsberetning, der dukkede op i en dansk avis få dage efter Rubys arrestation. Den var fra en dansker, der kort forinden havde været i Dallas:

”Jeg selv benyttede en friaften til at besøge et af Jack Rubys etablissementer. Det så i og for sig dyrt ud med flotte kulisser, priserne var derefter, men tonen var skrækkelig, publikum af en klasse, som vi ikke kender herhjemme. Tonen var grovere end noget andet sted jeg har oplevet i verden.

Fra først til sidst fornemmede man dette primære, at der skulle hales penge ud af folk. Det kan man komme ud for andre steder, men selv i Sct. Pauli i Hamborg gøres dette på en mere charmerende måde. Det hele virkede temmelig uappetitligt på en dansker. Der var formentligt en dyr optræden, men selv striptease-danserinderne virkede grove og platte. Efter at have set Jack Ruby som et af hans foretagender vil det være svært for nogen at bilde mig ind at han har handlet ud fra de ædle motiver, som han tillægger sig selv.

Jeg glemmer aldrig mit besøg i Dallas. Heldigvis slap jeg derfra med tegnebogen i behold…”

((if 229 + sk 106 -126 + WR 800 + V.T. + RTJ del 2 + Politiken 26/11 1963))

 

1949 / Hoffa kobler transportarbejderforbundet -teamsters- til Chicago Outfit

Poul J. Dorfman opsøges i Chicago af en James Hoffa. Denne er endnu stort set ukendt udenfor Detroit, hvor han leder den lokale afdeling af Teamsters. De indleder et livsvarigt samarbejde med en byttehandel.

Hoffa overlader kontrakten på sit forbunds socialforsikring til Dorfmans kone. Selvom fruen er helt ny indenfor forsikring, og ikke har påviselige kvalifikationer, formår hun i de næste 8 år at indkassere 3 mill. dollars i provisioner og salærer. Efter sagkyndigt skøn er dette mindst halvdelen for meget. Denne ejendommelige forsikringsordning fungerer uden myndighedernes indblanding frem til McClelland-udvalgets undersøgelser. Disse finder sted sidst i 50erne, under ledelse af Robert Kennedy, bror til J. F. Kennedy.

Til gengæld bliver Hoffa introduceret i Chicago Outfit. Med dette i ryggen begynder han at udvide sit magtområde til hele USA´s teamsterforbund. Det gør han ved at sabotere andre afdelingers aktiviteter, og terrorisere deres ledere og medlemmer, ved hjælp af professionelle terrorister og uromagere. Blandt disse er folk som Johnny Dio, gangstergorilla fra 15årsalderen og Sing Sing-veteran. Bombesprængeren Joey Glimco. Brandstifteren Frank Kierdorf og 150 kg. gennembankningseksperten Barney Baker.

Som et eksempel på Hoffas metoder kan nævnes hans nedkæmpning af en genstridig lokalafdeling i Pontiac, Michigan. Her var ledelsen samlet for at ekskludere to af Hoffas venner. De havde modtaget bestikkelse fra en arbejdsgiver. Hoffa sendte 25 cadillacer fyldt med knippelbevæbnede mænd. De fortrak dog da dørene blev låst og politiet tilkaldt. Derefter blev der indledt en terrorkampagne mod afdelingens leder. En sort Cadillac med Hoffa-folk stod parkeret overfor hans hus døgnet rundt. En anden bil forfulgte ham hvor han gik og stod, og hver time døgnet rundt indløb truende anonyme telefonopkald. Familien gav til sidst efter og flyttede til en anden del af landet. De to medlemmer der havde modtaget bestikkelse forblev i ledelsen, fik endda løn under deres fængselsophold. Ved det næste bestyrelsesvalgi afdelingen, sendte Hoffa en ”komité af forbundfunktionærer” under ledelse af Barney Baker -Hoffas folk vandt alle pladser.

((if + Sifakis))

 

1953 / Kongreskomite nedsættes til undersøgelse af gangsterinfiltration i fagbevægelsen -opløses hurtigt igen

Kongreskomite nedsættes til undersøgelse af gangsterinfiltrationen i fagbevægelsen. Den er under ledelse af Ohio-republikaneren, senator Georg Bender. Den ophæves dog hurtigt, uden egentligt at have udrettet noget. Et medlem, Wint Smith, siger om dette forløb:

”Presset kom ovenfra, og jeg kan ikke sige noget mere detaljeret om det.”

Senere kom det frem at Bender havde fået udleveret 40.000 dollars direkte fra teamsterledelsen. Det er dog kun begyndelsen til et omfattende økonomisk ”samarbejde”, bl.a. med finansiering af Benders valgkampe.

((IF 45 + Politiken 3/7 1988))

 

1955 / Teamsterforbundets top udnytter de menige medlemmer

Hoffa starter gennem stråmænd, ”Sun Walley”-projektet . Gennem teamster-administrationen sælges byggegrunde i Florida til menige medlemmer. Dette slag sker under falske løfter om byggemodning, og til op til 2900 % overpris. Mange teamsters mister deres pension og sparepenge.

Intet af dette når frem til de relevante myndigheder før forholdet afklares af McClelland-udvalget. Menige teamstere ved hvad der kan ske, hvis de omtaler Hoffas embedsførelse.

Det er blot et enkelt eksempel på de metoder teamsterledelsen bruger til at udsuge de menige medlemmer. En stor del af kontingenterne går uden om forbundskassen, ind i ledernes luksuriøse privatforbrug. En endnu større indtægtskilde er dog arbejdsgivere der køber overenskomster, ved at bestikke teamsterledelsen

((if))

 

1956 / Victor Riesel får kastet svovlsyre i ansigtet

Man skulle tro at forhold som ovenstående måtte få en omfattende presseomtale, men det var ikke tilfældet. En af de få journalister der turde omtale dem var en Victor Riesel, der i 193 aviser havde en klumme, der fik Hoffa til at udbryde:

”Det må der gøres noget ved”

En nat, efter at Riesel havde medvirket i en midnats-radioudsendelse, var han gået ind på en Broadway-restaurant. Da han forlod den, blev han tiltalt af en ung mand. Da han vendte sig imod ham, fik han en klar væske kastet mod sit hoved. Væsken var svovlsyre, og Riesel var blind for livstid.

Gerningsmanden blev hurtigt identificeret som en Abraham Telvi, kendt af politiet fra flere teamster-sammenhænge. Derefter udpegede flere vidner Johnny Dio som den egentlige bagmand for attentatet. Disse vidner fik dog hukommelsestab efter dødstrusler. Telvi blev fundet to uger senere -professionelt likvideret.

Først med McClelland-udvalget, blev der en bredere offentlighed omkring teamsternes metoder, under Hoffa.

((if + Sifakis))

 

1957 januar / McClelland kommisionen nedsættes

Robert Kennedy foretager undersøgelser for en kongreskomite ang. forholdene indenfor den amerikanske fagbevægelse. Han konstaterer at nok har forbundene indgivet de lovpligtige regnskaber, men disse er ikke blevet kontrollerede af nogen som helst. I stedet samler de støv i glemte regeringsarkiver.

Han bliver nu en af de drivende kræfter i oprettelse af McClelland-kommissionen. Et senatsudvalg til undersøgelse af fagforeningskorruption. Kommisionen tiltrædes af bl.a. John F. Kennedy og Barry Goldwater. Robert Kennedy bliver leder af staben.

((if 24 + tk 272))

 

1957 februar / Dave Beck afsløres som korrupt / Robert Kennedy møder Hoffa

Som en af de første handlinger i kommissionen afsløres teamsternes landsformand, Dave Beck, som korrupt. Bl.a. havde han konspireret med sælgeren af byggegrunden til teamsternes nationale hovedkontor, kaldet ”Marmorpaladset”. Der blev aftalt en overpris, som derefter blev delt. Beck havde været en nationalt respekteret skikkelse, havde styret landets største fagforbund, fra et kontor som Robert Kennedy beskrev således:

”Det var så stort som det var muligt uden at blive kaldt en foredragssal”

Nu synker Beck til at blive en almindelig anklaget forbryder. Mange af hans ”kolleger”, såsom James Hoffa, må føle sig som dominobrikker.

Hoffa tilbyder en advokat, John Cheasty, 2000 dollars månedligt hvis han vil skaffe sig ind i McClelland-kommissionens stab, og dér spionere for Hoffa. Cheasty forelægger tilbuddet for Robert Kennedy. De aftaler at han skal tiltræde Hoffas tilbud på skrømt, og arbejde for Kennedy som dobbeltagent.

Få dage efter møder Robert Kennedy for første gang Hoffa. Han studser over at en mand i Hoffas position, kan tale i timevis om hvilken skrap fyr han er. Videre praler Hoffa åbenlyst med omfattende valgsvindel indenfor teamsterforbundet.

((if 9-12 + 38 + 42))

 

1957 juli / Hoffa frifindes i første runde

McClellandkommisionen rejser bestikkelsessag mod Hoffa. Hoffa frikendes på trods af bevismateriale der omfatter filming af overdragelse af penge til Cheasty.

Robert Kennedy er rasende over justitsministeriets håndtering af sagen. Det havde ikke forhindret at 10 af jurymedlemmerne var tidligere straffede. Blandt mange af dem kunne der påvises forbindelse til teamsterne og Chicago Outfit

((if 57))

 

1957 august / McClelland-kommisionen undersøger Teamsters regnskaber

McClelland-kommissionen foreholder Hoffa at hans indtægter ikke står i rimeligt forhold til hans aflønning, iflg forbundets regnskaber. Hoffa forklarer dette forhold med at hans partner, Bert Brennan, spiller på heste for hans regning. John Kennedy kommenterer:

”For at være helt ærlig mod Dem Hr. Hoffa, må jeg sige, at jeg aldrig har følt mig helt overbevist om, at Hr. Brennan virkeligt har tjent de penge på væddeløbsbanen.”

((if 93))

 

1957 efterår / Hoffa manipulerer retssager

Telefonaflytningssag mod Hoffa, som frifindes da et enkelt jurymedlem stemmer imod. Det lykkes imidlertid at finde bevis for ulovlig påvirkning af samme nævning, hvilket Hoffa senere dømmes for.

((if 60))

 

1958 / Julegaver i juni

Barney Baker afhøres af McClelland-kommissionen. John Kennedy kalder ham offentligt: ”En pralhals og en frikadelle”

Også Joey Glimco , der er formand for en teamster-lokalafdeling, møder for kommissionen. Han anklages for at have afpresset lokale handlende, ved hjælp af bomber og drabstrusler. Der er tidligere rejst sigtelse for disse forhold, men justitsministeriet syltede sagen i 3 år. Herunder ændrede flere vidner forklaring til at indbetalingerne var julegaver. Det var godt nok i juni, men: ”De syntes bare så godt om ham.”

((sk 32 + if 82 - 83))

 

1958 august / "Internt ordensudvalg" hos Teamsterne

McClelland-kommissionen kræver at Hoffa selv renser ud hos teamsterne. Han nedsætter derefter et ”internt ordensudvalg”. Det er under ledelse af førnævnte senator Georg Bender.

((if 51))

 

1959 januar / Revolution på Cuba

Castro tager magten på Cuba. Beslaglægger hoteller, kasinoer, natklubber mv. Den amerikanske gangsterverden lider et million- måske milliardtab. Den hårdest ramte er måske Santos Trafficante -leder af Florida-mafiaen. Han er også en af de mange gangstere der fængsles af Castro.

Kort efter beordrer præsident Eisenhower CIA, til at planlægge, støtte og lede en exil-cubansk invasion på øen.

 

1959 marts / Jack Ruby bliver FBI-meddeler

Jack Ruby bliver hemmelig FBI-meddeler. Dette bliver aldrig meddelt Warren Kommisionen, der efter mordet på præsident Kennedy, nedsættes til undersøgelse af samme.

(( sk 6 + 88 + 129))

 

1959 juli / McClelland-kommisionen trues med afsløringer

For ovennævnte lederpost har Georg Bender foreløbigt modtaget 58.000 dollars. Han kan dog ikke gøre rede for hvordan han har gjort sig fortjent til denne sum. Der er foretaget meget få eksklusioner, alle af forholdsvis uskyldige teamstere, heraf en afdød. Bender afhøres af kommissionen om sin indsats:

John Kennedy: ”Har de foreslået nogen eksklusion af, for eksempel, Sam Goldstein fra afdl. 239 i New York?”

Bender: ”Nej, sir, det har jeg ikke”

John Kennedy: Han afsoner for tiden en dom for afpresning, og han er stadig teamsterfunktionær”

Bender: ”Well, oprigtigt talt…..”

John Kennedy: ”Han modtager 375 dollars pr. uge og 25 dollars i opgørelser”

Bender: ”Well, han må være en dygtig mand når han kan klare den….”

Bender formår dog at føre krigen over i fjendens lejr-

Goldwater: ”Nå lad os nu holde os til en mand som Glimco i Chicago. Han er jo sandelig ikke nogen pryd for arbejderbevægelsen. Har de stillet noget forslag om ham?”

Bender: ”Ærlig talt, nej. Det er ikke et tilfælde jeg har været opmærksom på. Men for resten senator Goldwater, så har vi jo også nogle personer i det republikanske parti….”

Goldwater: ”Hvad mener de?”

Bender: ”Ja vi har nogle personer i det republikanske parti, som ikke vil tage sig for godt ud, hvis deres forhold blev undersøgt på samme måde.”

Bender forklarer videre at han ”…uden at ville nævne navne…” har skaffet prostituerede til de delegeredes forlystelse ved republikanske partiarrangementer:

”Og ærligt talt hvis De ikke tager stemmerne fra både de vaskede og uvaskede, så vinder De aldrig et valg……De behøver ikke selv at være prostitueret , men somme tider må De regne med deres stemmer.”

(( if Kap. 4))

 

1959 september / Kontakt mellem Jack Ruby og Santos Trafficante

Jack Ruby besøger Santos Trafficante i cubansk fængsel. Han er på Cuba sammen med gangsteren Lewis McWillie, der har financieret rejsen udad sine spillebuler i Dallas-området. Denne oplysning bliver holdt tilbage af CIA, både overfor Warrenkommisionen og kongresudvalget der i 1976 nedsættes til fornyet undersøgelse af Kennedymordet.

Ingen synes at vide hvad de to har talt om, men alene at der er en forbindelse imellem dem, allerede på det tidspunkt, er af væsentlig betydning. Det vil fremgå af det følgende.

((sk 130 + 218))

 

1959 oktober / Oswald rejser til Moskva

Lee Harvey Oswald skaffer sig ud af Marinekorpset, under falsk foregivende af at han skal passe sin syge mor. I stedet rejser han til Moskva og søger opholdstilladelse, med begrundelsen:

”Jeg er marxist!”

For første gang bliver Oswald nu en offentlig person. Han opsøges af flere journalister, og en af dem giver han et interview. Det er en Priscilla Johnson, der nogle år i forvejen har foretaget research i Sydøstasien for daværende senator John Kennedy. Hun skulle tit komme til at tænke tilbage på dette lange natlige interview, også før 22/11 1963.

Hun havde i Sovjet mødt afhoppere fra Vesten, der var hoppet af af familiemæssige, økonomiske endda kriminelle grunde. Men nu sad hun overfor en ung amerikaner, der nærmest lignede en collegeelev. Han opgav at være hoppet af ideologiske grunde:

”Da Oswald havde rejst tusinder af mil for at bygge sig en ny tilværelse op i Sovjet, skulle man jo tro at han ikke ville spilde et minut, men straks give sig til at lære alt hvad han kunne om dette land. Jeg regnede med at han måtte være nysgerrig efter at se hvordan de økonomiske teorier, som han troede på, fungerede i praksis.”

Men hun fandt ham blind på en mærkelig måde, han så ikke på livet omkring ham. Gjorde endda en indsats for at undgå det. Selvom han havde opholdt sig i Moskva næsten en måned, tilbragte han al sin tid alene. Især på sit billige hotelværelse, medens han ventede på at telefonen skulle ringe, og han kunne få at vide om han kunne få varig opholdstilladelse. Han insisterede på at han havde set alle de sædvanlige turistattraktioner i Moskva, men kunne ikke nævne en eneste. Han påstod at han havde været på besøg hos russere i deres hjem, men var også her undvigende da han blev spurgt om nærmere detaljer. Han syntes nærmest stolt over at kunne berette at han havde besøgt et varehus, to blokke fra hotellet. Han berettede om det som den opdagelsesrejse han selv syntes det var. Med detaljer som at han havde måttet albue sig frem til en disk for at købe en is. Alligevel kunne han komme med udtalelser som:

”Moskva gør et dybt indtryk, fordi regeringens energi kun er rettet mod fredelige og kulturelle formål. Folk her er så godt stillede, lykkelige og har så megen tro på deres lands fremtid. Materiel fattigdom ses ikke her.”

Og at han var slået af: ”Den kærlighed til kunst, for kunstens egen skyld”, han så i Sovjet

Oswald syntes meget ivrig efter at tale om marxismens økonomiske teorier. Priscilla beskrev hans idéer om dette emne, som overfladiske og naive. På spørgsmålet om hvilken socialistisk litteratur han havde læst, blev han igen undvigende:

”Marx og Engels”

Priscilla: ”Hvilke værker af Marx og Engels”

”Standardværkerne”

Hun spørger specifikt om han har læst noget af Engels, men han kunne ikke nævne nogen titler. Han sagde at han havde læst værker af amerikanske kommunister, men igen uden at han kan nævne titler eller forfattere.

Priscilla Johnson fik som helhedsindtryk af Oswald:

”Jeg så ham som en lille fortabt dreng”:

Få dage efter dette interview får Oswald afslag på sin ansøgning. Han forsøger selvmord og får derefter en tidsbegrænset opholdstilladelse.

((WR 696 + Exhibit- Priscilla Johnson))

 

1960 / Svinebugt-invasionen forberedes

Detaljeret planlægning af eksilcubanernes invasion, samt rekruttering af cubanske flygtninge. For den massive økonomiske hjælp, købes skibe og bombefly gennem stråmænd.

((ur 22 + 44))

 

1961 januar / John F. Kennedy indsættes som præsident

Han gør Robert Kennedy til justitsminister. ”Arver” eksilcubanernes invasion.

Robert Kennedy foranlediger FBI-kapacitet overført fra jagt på kommunister til kamp mod den organiserede kriminalitet. FBI´s chef, J. Edgar Hoover, gør dog modstand mod dette projekt. Han truer med afsløringer om den nye præsidents privatliv, som han har undersøgt grundigt Blandt andet er han flittig til at minde præsidenten om aflytningen i Charleston i 1942.

Alligevel bliver kampagnen en succes. Frem til slutningen af 1963 vokser antallet af domfældelser til 288. Det er mere end en 8-dobling i forhold til 1960.

((tk 384 + Sorensen 253))

 

1961 februar / Oswald søger tilbagerejse

Oswald søger den amerikanske ambassade om tilbagerejse. Betinget af at hans kone Marina, som han har giftet sig med i Sovjet, og deres datter, kan komme med. Han kræver frit lejde uden at præcisere for hvad. Truer med at give russerne ”….interessante oplysninger” fra hans tid i Marinekorpset, hvis hans ansøgning ikke imødekommes.

Ambassadens personale finder at Oswald virker tydeligt mere moden, end da han hoppede af.

((wr 701))

 

1961 april / Robert Kennedy mobiliserer Justitsministeriet mod organiseret kriminalitet

Robert Kennedy opretter en helt ny sektion indenfor Justitsministeriet, der kun skal beskæftige sig med organiseret kriminalitet. Denne sektion omfatter en afdeling, benævnt: ”Knald-Hoffa-holdet”

((tk 337 + 398))

 

1961 4´april / Carlos Marcello sendes til Guatamala

Robert Kennedy beordrer New Orleans-Mafialederen, Carlos Marcello, arresteret. Han bliver lagt i håndjern, smidt ind i et grænsekontrolfly og fløjet til Guatamala. Han har dér bestukket sig til et statsborgerskab.

Marcello ledede et vidt forgrenet gangstersyndikat, der af sagkyndige ansloges at tjene en 6 milliarder kr. årligt. Vel at mærke i tiden omkring præsidentmordet, om end han selv hævdede at leve af slidsom og samfundsgavnlig tomatavl.

Ved hans deportation har Justitsministeriet skåret igennem årtiers juridisk tovtrækkeri. Heri havde indgået bestikkelse af myndigheder, der hidtil havde forhindret retsskridt mod Marcello.

Marcello er dog hurtigt i stand til at vende tilbage illegalt. Selv berettede han om denne hjemrejse, at han først lod sig smugle ind i El Salvador, derefter har arbejdet sig igennem junglen til Honduras. Derfra skulle han have taget et rutefly til Miami, og er steget ud uden at nogen ville så meget som se hans pas. Ifølge andre forlydender, er han fløjet tilbage af CIA-agenten, David Ferrie.

Marcello blev smidt ud af flyet i Guatamala på et tidspunkt, da landet sammen med Nicaragua, var udgangspunkt for den planlagte eksilcubanske invasion på Cuba. Landet myldrede med piloter, CIA-agenter og cubanske frivillige. En af disse har sandsynligvis været David Ferrie. Han havde allerede foretaget snesevis af flyvninger til Cuba, efter revolutionen, blandt andet natlig afhentning af flygtninge. Han var kendt som en mesterpilot, der kunne lande et fly hvor som helst og når som helst. Efter Marcellos hjemkomst glider Ferrie ind på hans lønningsliste. Officielt som ”juridisk sekretær”, selv om han aldrig har åbenbaret relevante kvalifikationer.

Derimod er Ferrie enig med Marcello i hans syn på Kennedy-brødrene. I private samtaler siger han tit at de burde skydes. Kort efter holder han ved et offentligt møde, en tale om Cuba-problematikken. Han bliver bedt om at forlade talerstolen da han taber selvbeherskelsen under omtale af præsidenten.

Da Robert Kennedy sendte Marcello til Guatamala, har han valgt et uheldigt tidspunkt. Præsidentens håndtering af eksilcubanernes invasion, medfører at landet oversvømmes af Kennedy-hadere. Marcello kommer bogstaveligt, sendt fra himlen. Et blindt had er tilført kapital og know-how.

((tk 338 + Summers + Sifakis))

 

1961 10´april / Kennedy griber ind i planlægningen af Svinebugt-invasionen

Præsidenten afholder et møde med CIA-ledelsen, om eksilcubanernes invasion. Han beordre landgangsstedet flyttet fra Trinidadbugten til Svinebugten. Denne flytning gør at aktionen af eftertiden huskes som ”invasionen i Svinebugten” -eller blot ”Svinebugten”

Motivet til flytningen er at færre civile vil komme i fare, ved en invasion i Svinebugten. Kennedy bliver dog ikke informeret om at denne flytning, reducerer muligheden for militær succes. Og at den forhindrer at en eventuel mislykket invasion, kan fortsætte som guerillakrig

((ur 41 + Sørensen 261 - 264))

 

1961 15´ april / Svinebugt-invasionen sættes i værk

Tidligt om morgenen iværksættes en afledningsmanøvre, der skal få invasionen til at tage sig ud som en opstand i Cubas militær. Allerede kl. 8 er planen dog gennemskuet af en journalist i Florida. USA´s dybe arrangement udråbes gennem verdenspressen.

Imedens er invasionsskibene på vej fra Guatamala til Svinebugten, og det første flyangreb iværksat.

En af CIA´s agenter i invasionsstyrkens hovedkvarter i Guatamala, er en Georg de Mohrenschildt. Han er russisk født, men flygtning fra den russiske revolution. Havde i USA gjort bekendtskab med high-societyfamilien, Bouvier. Herunder deres lille datter Jacqueline, der senere bliver landets førstedame, med efternavnet Kennedy.

Invasionen er ikke effektivt hemmeligholdt. Santos Trafficante har deponeret en formue i guldbarrer på Bahamaøerne. Hans hensigt er at følge i hælene på en sejrrig invasionshær, og købe sin tabte ejendom tilbage.

((ur 11 - 18 + 35 + Sorensen 259 + O´ + Sifakis))

 

1961 17´april / Landgang i Svinebugten

Prs. Kennedy afblæser yderligere luftangreb, da USA´s engagement nu er røbet.

Ordren når frem til piloterne efter at de har sat sig op i deres maskiner og utålmodigt afventer deres startsignal. Hvert sekund er jo kostbart, hvis de skal nå over og kæmpe sammen med deres kammerater. De kammerater der kunne have valgt, lige nu at drikke romcocktails under palmerne på Miami Beach. Men som i stedet vover liv og lemmer for at genvinde deres fædreland. Et land de måske ikke kender fra en sukkerrørsarbejders synspunkt, men som uretsmæssigt frataget dem af en fjerne stormagt. Disse kammerater må piloterne nu lade i stikken, i en situation hvor luftstøtten kan være et spørgsmål om liv eller død-

Præsidentens ordre kan næppe opfattes som andet end en kniv i ryggen, og præsidenten næppe som andet end en hindring, der må ryddes af vejen. Rent bortset fra personlig hævnfølelse.

((Sorensen 257 - 260 + ur))

 

1961 18`april / Svinebugt-invasionen nedkæmpes

Svinebugtinvasionen er tydeligt på vej til at blive nedkæmpet.

Henimod midnat opsøges præsident Kennedy af CIAfolk og højtstående officerer, der presser for indsættelse af amerikanske militærfly til støtte for invasionen. Han afviser klart, med den begrundelse at der derfra ikke vil være nogen vej tilbage. At en sådan indsættelse vil medføre en fuld amerikansk krigsdeltagelse, med endnu større katastrofer til følge.

Få måneder efter skulle en kongresmand offentligt erklære at invasionen havde et hemmeligt formål. Netop at trække amerikansk militær ind i konflikten, ved at sætte præsidenten i en presset situation. Også Ted Sorensen, der var Kennedys nærmeste medarbejder gennem 11 år, udtaler senere som sin overbevisning, at en direkte militær indgriben var en forudsætning for Svinebugt-invasionen. Og at denne forudsætning blev holdt hemmelig for præsidenten.

En sådan hemmelig forudsætning forekommer også at være den eneste rimelige forklaring på, den officielle plans utallige fejl og mangler.

((Sorensen 256 + 266 + ur 152 + 57))

 

1961 19`april / Eksilcubanernes ledelse flyves til Washington

Svinebugtinvasionen er uigenkaldeligt tabt, omtrent 1100 skønnes at være taget til fange. Præsidenten forlanger eksilcubanernes politiske ledere fløjet til Washington, hvor han holdt en tale for dem, der bl.a. indeholdt følgende:

”Jeg mistede selv en broder og en svoger i krigen. Jeg ved noget om hvad I føler”

Men han påtager sig ethvert ansvar, hvilket han ikke havde behøvet. Man fristes til en sammenligning med hans efterfølgeres håndtering af Watergate- og Iran Contra-sagerne.

Han beordre straks CIA til at starte projekter der skal udfylde tomrummet efter svinebugtinvasionen.

((Sørensen + tk)

 

1961 Sidst i april / Kennedy udrenser i CIA

Præsident Kennedy siger i en privat samtale, på baggrund af svinebugtinvasionen, at han:

”….vil ryste de hemmelige tjenester fra øverst til nederst”

Og ved et møde for amerikanske redaktører:

”Vi agter at tage alle vore styrker op til fornyet undersøgelse og vurdering -vor taktik og vore institutioner i dette samfund. Vi agter at forstærke vore bestræbelser i en kamp, som på mange måder er vanskeligere end krig”

Han fører disse bestræbelser ud i livet, ved at afsætte store dele af CIA´s ledelse. Heriblandt dens direktør, Allan Dulles.

((ur 149-150))

 

1961 juli / Trusler mod Kennedy-brødrene

Daværende leder af Chicago Outfit, Sam Giancana, råber til en gruppe FBI-folk, efter et sammenstød:

”Jeg ved alt om Kennedy-brødrene…..i aften har i antændt et bål som ikke brænder ned.”

Dette er vel sagt i hidsighed, men bør ikke affejes som tomme trusler. Folk som Giancana, lever af deres truslers troværdighed.

((MM 275))

 

1962 forår / Den der graver en grav…..

Ovenfor nævnte bestræbelser på at finde en erstatning for svinebugtinvasionen , er mundet ud i projekter som ”Moongoose” og ”ZR/Rifle”

Disse går ud på at infiltrere Cuba, fremkalde en politisk omvæltning på øen, og forsøge attentat mod Castro. Dette skal føres ud i livet ved hjælp et samarbejde mellem CIA, cubanske flygtninge og underverden. Lad os se nærmere på hver af disse 3 grupper:

CIA

Ekspert i politiske attentater. Har før prøvet at vælte Castro, men her var det prs. Kennedy, der stak en kæp i hjulet. Som alle efterretningstjenester sætter CIA en ære i at den ene hånd ikke ved hvad den anden gør. Opererer ofte i samarbejde med uafhængige grupper, som ofte er infiltrerede af højreradikale. Bemærk i det følgende CIA´s udtalte modvilje mod samarbejde med Warrenkommisionen.

Cubanske flygtninge

Betragter prs. Kennedy som noget der skal ryddes af vejen før Castro. Derudover har mange af dem et personligt hævnmotiv mod begge Kennedy-brødrene.

Underverdenen

Består af flere elementer. I USA ofte sat sammen i, hvad der kan benævnes ”syndikater”. Ofte med en mafia-familie som kerne. For at nævne et eksempel: Chicago Outfit. Er fagfolk hvad angår mord -og at slippe godt fra samme. Er helt med på at Castro bør styrtes, men har dog et langt mere påtrængende problem med Kennedy-administrationen.

Alle tre grupper er -hver for sig- farlige for prs. Kennedy. Med ”Moongoose” og ”ZR/Rifle” får de offentlig støtte til et intenst og ukontrolleret samarbejde.

Projekterne får efterhånden et budget på 100 mill. Dollars. Omfatter 500 CIA-folk, 3000 cubanske flygtninge og gangsterbosser som Santos Traficante, Sam Giancana og John Roselli. Sidstnævnte styrer det halve Las Vegas for Chicago outfit.

Et af de steder dette samarbejde føres ud i livet er et forfaldent treetagers hus i New Orleans. I stuetagen rummer huset ”Guy Bannister & co.” Det er et detektivbureau, startet af en tidligere FBI-stjerneagent, Guy Bannister. Han har tidligere, på borgmesterens personlige foranledning, været ansat hos New Orleans politi som souschef. En post han måtte forlade, da han i beruset tilstand havde truet med en pistol på en restauration.

Som selvstændig bliver han dog ved at arbejde for myndighederne. Udfører opgaver for CIA og FBI, som disse selv ikke vil lægge navn til.

Op til Svinebugtinvasionen fungerede ”detektivbureauet” som et dække for forsyning af invasionsstyrkerne. Kontorerne var et veritabelt våbenlager.

Bannister stillede huset til rådighed for eksilcubanske organisationer. Blandt disse: ”Cubanske revolutionære demokratiske front” og ”Venner af et demokratisk Cuba”, som han selv medvirkede til at organisere.

Huset er således blevet et kraftcenter for eksilcubanernes kamp mod Castro. En der hyppigt er bevidnet komme og gå er Davis Ferrie. Disse udsagn forekommer pålidelige. Ferrie var en iøjnefaldende fremtoning. En sjælden sygdom havde berøvet ham hele hans hårvækst, hvilket han undertiden forsøgte at dække over ved at bære en rød paryk, med store øjenbryn i samme farve.

Huset hvor alt dette foregik havde adressen:

”544 Camp Street, New Orleans La.”

Den dukker op igen i nedenstående. I en forbløffende sammenhæng.

((tk 366 - 369 + Summers))

 

Juni 1962 / Oswald hjemme i USA. Kontaktes straks af FBI

Oswald går i land i Hoboken, New Jersie, efter igen at have rejst den halve verden rundt.

Familien havde rejst i tog i 3 dage fra Minsk til Rotterdam og derfra med en gammel hollandsk damper over Atlanten. Over hele overfarten opholdt de sig næsten kun i deres billige kahyt langt under dækket , generte over den opsigt de vakte i deres klodsede russiske tøj. Oswald var vel også flov over at måtte rejse tilbage over sine brændte broer-

Oswald henvender sig hos ”Travellers Aid Society”, men angav ingen planer for sin nye fremtid i USA, havde ikke engang gjort sig tanker om hvor familien skulle overnatte. En telefonopringning til hans bror i Texas medfører dog at han får tilsendt 200 dollars med et : ”Kom dog hjem!”

Familien bor den næste uge hos broderens familie, i Fort Worth. Marina fortæller senere om denne tid at Oswald næppe var udenfor en dør, men brugte det meste af tiden på at snakke. Om sit ophold i Sovjet sagde han:

”Jeg har lært en hård lektie på en hård måde”

26 juni bliver Oswald passet op ved fortovet af en bil fyldt med FBI-agenter og ”inviteret indenfor til en samtale”

Ifølge senere forlydender, er det ved den lejlighed Oswald bliver hvervet som agent. Ifølge FBI´s egen forklaring havde mødet kun haft til formål at formane Oswald til at underrette FBI, såfremt han blev ”kontaktet af fremmede magter”

FBI har dog indrømmet at have haft en sag på Oswald. En sag der blev nægtet offentliggørelse, selv overfor Warren Kommisionens stab.

Spørgsmålet om Oswald har været agent, eller ikke, bør især betragtes udfra hans ofte selvmodsigende adfærd herefter.

((WR sd. 712 + ce 946 + o`afsn 12 + epd. Sd 52 + Inq))

 

1962 august / Oswald som undercover-agent

Oswald havde under sit ophold i Sovjet nedfældet sine indtryk i en art dagbog, måske med henblik på udgivelse i USA. Heri skriver han om det amerikanske kommunistparti:

”De forenede staters kommunistiske parti har svigtet sig selv! Det har rettet sig ind på den sædvanlige plads af en udenlandsk magt for at omvælte de forenede staters regering, ikke grundet høje idealer eller frihed, men i servil efterfølgelse og foregribende Sovjets totale dominans af det amerikanske kontinent”.

Efter hjemkomsten har Oswald bekostet en professionel maskinskrivning af sin dagbog fra tiden i Sovjet. Nu, medens han har den liggende i sin skrivebordsskuffe, indleder han ikke desto mindre en korrespondance med samme kommunistparti, som han nu betegner:

”…..betroede forkæmpere for fremskridt gennem lang tid”

Omtrent samtidigt søger han medlemskab i ”Socialistic Worker Party”

Overfor begge partier tilbyder han at udføre fotoarbejde, hvad han ikke har udstyr eller kvalifikationer til. Men et sådant arbejde ville have givet ham adgang til disse partiers interne og externe materiale, førend samme partiers egne medlemmer. Denne adfærd er svær at forklare. Forekommer dog logisk om man antager at Oswald arbejder som undercover-agent.

((wr 406 - 412 + 394 - 398 + 722))

 

1962 September / Kennedy, stenen i skoen

Oswaldparret får omgangskreds i det russisksprogede samfund i Dallas-Fort Worthomrrådet. Her møder de Georg de Mohrenschildt, som var en af CIA´s mænd i Svinebugtinvasionens hovedkvarter i Guatamala. Mohrenschildt forklarer senere at han var Oswalds nærmeste ven, men afgiver også meget belastende udsagn om ham.

Carlos Marcello synes nu at være genetableret i sit gamle dække. Han afholder et møde på sit landsted, Churchill Farm ved New Orleans, med deltagelse af to mænd. Santos Trafficante og Edward Becker. Sidstnævnte forklarer senere kongressens attentatudvalg, der blev nedsat i 1976, at man hurtigt kom ind på drøftelser af muligheden for et attentat mod Robert Kennedy. Marcello advarede dog mod et sådant forehavende. Han sammenlignede Kennedybrødrene med en hund:

”Hunden vil stadig bide hvis man skærer halen af den, men skærer man hovedet af, vil den dø.”

Senere råber han på siciliansk:

”Tag den sten ud af min sko!”

Hvilket ofte er udlagt som et spontant kraftudtryk. På mafia-sprog kan det ofte udlægges:

”Dette problem er hermed udbudt i tilbud”

Det vil næppe nogen sinde komme frem om ordene er faldet således. Det var dog almindeligt kendt at næppe andre end prs. Kennedy ville lade Robert Kennedy være justitsminister. Bemærk hvad Santos Trafficante siger, når han får lejlighed til at dementere forlydendet.

((wr 717 + 418 + H-Mohrenschildt + tk 385 + Summers))

 

1962 efterår / "....han bliver ramt"

Den cubanske missilkrise, der finder sin afslutning ved at prs. Kennedy indgår en traktat. Denne forpligter USA til ikke at invadere Cuba. Eksilcubanerne føler sig på ny svigtet. Må på ny se prs. Kennedy som en hindring der må ryddes af vejen.

John Roselli siger i en privat samtale om Robert Kennedy:

”Jeg har betydningsfulde venner på vigtige poster i Washington, de vil standse ham”

Trafficante siger i en samtale med en cubansk flygtningeleder, José Alleman, at prs. Kennedy ikke bliver genvalgt:

”Nej José, han bliver ramt!”

((Sk 136 + tk 384))

 

1962 december / Krigsfanger løskøbes

Krigsfangerne fra Svinebugten bliver frigivet og kommer til USA, efter at være løskøbt af CIA. Prs. Kennedy holder en tale for dem, hvor han løfter et cubansk flag, og siger at det snart vil veje over et frit Havanna. Dette må cubanerne opfatte som et -i bedste fald- tomt løfte.

 

1963 marts / Kennedy stilles op af muren

Den Manlicher Carcano-karabin, der senere vil blive udlagt som mordvåbenet, bestilles under navnet Hidell, fra en postboks i Dallas der står i Oswalds navn.

Den eksilcubanske gruppe, Alfa 66, foretager kommandoraids og sabotage på sovjetiske skibe og militære installationer på Cuba. Få måneder efter missilkrisen på Cuba, kan dette sammenlignes med tændstikleg i en krudttønde. Lederen af Alfa 66, Antonio Veciana, forklarer senere Kongressens Attentatudvalg om baggrunden for disse operationer:

”Det var min forbindelse, Maurice Bishop, der havde fået den idé at angribe de sovjetiske skibe. Meningen var at skabe problemer mellem Kennedy og Rusland…."

Han sagde at Kennedy skulle stilles op mod muren og tvinges til at træffe beslutninger, der ville gøre det af med Castros regering…..

Min forbindelses funktion i CIA var at lave beskidte numre.

((wr 407 + Summers))

 

1963 april / Oswald forsøger at infiltrere

Oswald kontakter ”Fair play for Cuba Commitee” (= FPCC), i New York, den eneste betydende pro-Castroorganisation i USA. Nu indledes en ejendommelig korrespondance hvori Oswald sender et mylder af påstande om at have grundlagt en New Orleans-afdeling af FPCC. Og at denne havde en stor og voksende medlemsskare med vidtspændende aktiviteter, som Oswald ledede fra et nyåbnet kontor.

Dette havde intet at gøre med virkeligheden. Oswalds ”afdeling eksisterede kun i hans breve til FPCC i New York. Igen et indicie på at Oswalds egl. ærinde var infiltration, og undercover-virksomhed.

((wr 407-412))

 

1963 forår / Anonym tryksag agiterer for afsættelse af Kennedy

Cubanske flygtninge i Miami modtager en anonym tryksag der agiterer for at prs. Kennedy bliver udskiftet med vicepræsident Lyndon Johnson. Hvilket automatisk vil ske om prs. Kennedy dør.

((epd 68))

 

1963 juni / Barney Baker løslades

Prs. Kennedy er uofficielt i Texas. Taler om at vende tilbage, officielt, til efteråret.

Barney Baker løslades efter at være blevet dømt som følge af McClelland-kommissionens undersøgelser.

((sk 19 - 20 + if 278))

 

1963 august / Bringuiere-episoden. Oswald forlanger møde med FBI-agent

Oswald går ind i en forretning i New Orleans, kendt som et kontaktsted for den eksilcubanske organisation, ”Cuban Student Directorate”

Her møder han organisationens leder, Carlos Bringuier, som han tilbyder at hjælpe i kampen mod Castro, både ved at kæmpe selv og stå for træning. Oswald opgiver at være trænet i guerillakrig i Marinekorpset. Få dage efter opdager Bringuier, og andre i hans gruppe, Oswald stå på et fortov og uddele materiale undertegnet ”Fair Play for Cuba Commitee”. Bl.a. løbesedler med overskriften: ”Fingrene væk fra Cuba”

Et slagsmål opstår, cubanerne opfattede Oswald som en castrotilhænger der havde prøvet at infiltrere deres organisation. Oswald kunne umuligt have antaget at hans uddeling kunne forblive upåagtet. New Orleans sydede af anti-Castroaktivitet. Enhver aktivitet pro-Castro var sikker på voldsom opmærksomhed.

Oswald arresteres og sættes i arresten. Hermed kunne historien være afsluttet, men Oswald forlanger at tale med en FBI-agent, hvorfor er aldrig blevet fastslået. Gadeslagsmål er absolut ikke FBI´s kerneområde. Faktisk var korpset så koldkrigsfikseret, at det lod 10 Al Caponer løbe for at fange en kommunist. Havde Oswald ment det alvorligt med sin Cuba-agitation, ville han sidst af alt have FBI blandet ind i det.

Oswalds anmodning blev efterkommet , og på stationen fremmøder en agent, John Quigly, som i halvanden time fører samtale med Oswald i enrum. Senere forklarer han at samtaler bestod af almindeligheder og var overstået på 10 minutter. Han gav heller ikke nogen grund til hvorfor samtalen fandt sted overhovedet. Han skulle videre oplyse at han aldrig før havde kendt til Oswald, uagtet at denne allerede havde en sag på New Orleanskontor. Det havde allerede gennemgået hans militærpapirer i forbindelse med afhopningen. Denne undersøgelse var blevet foreslået af agent John Quigley.

Oswald fik beslaglagt materiale, bl.a. ovennævnte løbeseddel, der henviste til hans egen postboks som adr. for hans opdigtede FPCC-afdeling. Andet materiale var stemplet med denne henvisning:

FPCC 544 Camp Street New Orleans La.

FPCC har aldrig betydet andet end ”Fair Play for Cuba Commitee” medens adressen er den før omtalte, der udgjorde et kraftcenter for kampen mod Castro. Dér ville det være livsfarligt for en FPCC-tilhænger, at rette henvendelse.

Warrenkommisionen gik aldrig ind på i en undersøgelse af dette tegn på dobbeltspil. Ved kongressens attentatudvalgs undersøgelse, dukkede der et vidne op, en Delphine Roberts. Hun var aktiv på USA´s politiske højrefløj, fungerede i 1963 som sekretær for Guy Bannister.

Roberts forklarede at Oswald jævnligt kom på adressen, at han synes at have tæt kontakt til Bannister. Engang havde hun set Oswald dele Castrovenlige løbesedler på gaden. Hun farede oprømt ind til Bannister, der roligt svarede:

”Tag Dem ikke af ham. Han er noget nervøs og forvirret. Men han er en af vore og arbejder for vort kontor.”

Formålet med denne paradoksale handlemåde skal måske findes i dette forhold: Få dage efter sender Oswald et brev til FPCC´s leder, V.T. Lee, med udklip af en New Orleans-avis. Det omhandlede det gadeslagsmål, som fulgte efter mødet med Bringuiere. Yderligere en kopi af et anklageskrift for gadeuorden, tilstilet Oswald. Oswald syntes at ville skaffe sig dokumentation for sine FPCC-aktiviteter, har dog ikke opnået det ønskede resultat. Selvom han sendte en strøm af breve til FPCC, om sin opdigtede afdeling. Han fik dog aldrig nogen reaktion på disse henvendelser efter maj 1963. Efter mordet på Kennedy hævder V.T. Lee, at han ikke erindrer nogen henvendelse fra nogen Lee Harvey Oswald.

((wr 407-436 + dansk dagspresse ca. 23/11 1963 + Summers))

 

1`sept 1963 / Oswald hævdes set i selskab med Maurice Bishop

Vecianan forklarer at omkring dette tidspunkt blev indkaldt til et møde i Dallas af den mand han kendte som Maurice Bishop. Han nåede frem lidt før aftalt tid og møder Bishop i selskab med en ung mand som Veciana beskrev:

”……som virkede meget afdæmpet, lidt sær og åndsfraværende. Vi gik alle tre hen på et cafeteria. Den unge mand var sammen med os i et kvarters tid, så sagde Maurice ”OK, vi ses”, og sendte ham væk.”

Veciana forklarer videre at, da han efter mordet på Kennedy så Oswald i aviser og på TV, straks genkendte ham som den unge mand der var i selskab med Bishop:

”Der var ikke skygge af tvivl i mit sind om at manden var Oswald, ikke bare en der lignede ham.”

Hvor megen vægt kan der tillægges dette udsagn?

Man kan med rette spørge hvorfor Veciana ikke har sagt dette før han bliver afhørt af Kongressens Attentatudvalg. Det har ikke været muligt at afhøre Bishop om forlydendet af grunde der senere fremgår. Udvalget har dog valgt at tro på Veciana, og det har kunnet vurdere hans udsagn ud fra hemmelighedsstemplet materiale.

((Summers))

 

1963 11´september / Optil Kennedys besøg i Dallas

Endelig fastsættelse af prs. Kennedys Dallas-besøg. Intet er dog offentliggjort endnu. Underverdenen kan dog allerede være orienteret fra mindst to kanaler. Dels CIAforbindelsen og dels en Judith Cambell, der samtidigt fungerede som elskerinde for både Sam Giancana og prs. Kennedy. Dette forhold varede til FBIchefeh J. Edgar Hoovers personlige indgriben.

Fra dette tidspunkt og frem til mordet på ors. Kennedy, sker en firedobling af Jack Rubys langdistancesamtaler. Der er opkald, til og fra gangsterbosser som: Barney Baker, Pelora, David Garris, Lewis McWillie og Lenny Patrick.

((LWT-uds. + sk 33 - 35))

 

1963 25´september / Den falske Oswald

Fra dette tidspunkt og op til præsidentmordet oplevede mange mennesker især i Dallas-området, episoder der pludseligt blev uforglemmelige, da Oswald begyndte at få offentlig omtale. De mente pludseligt selv at have truffet denne Oswald.

Læseren kan her med rette indvende at efter en omtalt drabssag, er det re almindeligt at mennesker henvender sig med opdigtede udsagn. Det kan være af PR-hensyn, eller mere almindeligt fordi disse personer har en sygelig trang til at gøre sig interessante.

Sådanne henvendelser var der også mange af, i forbindelse med præsidentmordet. Men i denne mængde, er der en hård kerne af episoder, der viser at visse mennesker har haft, eller troet de har haft forbindelse med Lee Harvey Oswald. Som forklaring på disse episoder er der foreslået okkulte løsninger, som at der har været tale om ”drilleånder”, der har åbenbaret sig som Oswald. Mere jordnært kan de forklares med, at nogen har haft viden om præsidentmordet, og har prøvet at udlægge en mistanke mod Oswald. Vi må således betragte hele resten af sagen, udfra at der har været sådanne bestræbelser.

Men herefter forestår problemet med at de fleste af disse episoder ikke har kunnet tjene deres formål, da det beviseligt ikke kunne være Oswald der ”optrådte” i dem. Måske er kræfterne der står bag præsidentmordet så mange at de har snublet over hinanden. I det følgende går vi nærmere på nogle af disse episoder.

Reparationssedlen som ingen ville kendes ved

En våbensmed i Dallasforstaden Irving, Dyal Rider, fandt mandag 25/11 1963, en ældre reparationsseddel påført navnet Oswald. FBI gennemsøgte straks Dallas-Fort Worthområdet for personer ved navn Oswald, som skulle have foretaget en reparation på det pågældende værksted. Men med negativt resultat. Ryder var også overbevist om at han aldrig havde foretaget nogen reparation på en Manlicher Carcano-karabin, som den riffel der blev forbundet med Oswald.

Undersøgelsen bragte videre indbyrdes støttende udsagn fra to kvinder der ekspederede i en nærliggende møbelforretning. De opgav at have talt med både Oswald og hans kone. Disse skulle have parkeret en bil udenfor forretningen, og havde derefter talt om babyer i 30-40 minutter med ekspeditricerne. De havde begrundet besøget i butikken med at de skulle have et våben repareret, og at forretningen havde været en våbenforretning før den blev en møbelforretning. Heri ligger et fællestræk ved disse episoder med en falsk Oswald. Den person der udgiver sig som Oswald tiltrækker sig mere opmærksomhed end situationen egentligt kræver.

Det lader sig fastslå at det ikke var Oswald-parret de 2 damer har talt med, dels kunne ingen af dem køre bil. Dels kunne der nøje gøres rede for parrets færden i tidsrummet hvor mødet skulle have fundet sted. Marina nægtede også nogen sinde at have været i denne møbelforretning. Hermed afsluttedes undersøgelsen. Det blev således aldrig undersøgt, hvad ekspeditricerne havde set, eller om nogen havde opgivet falsk navn overfor våbensmeden.

Meget i denne episode virker arrangeret. Undersøgelsen startede da der indløb et anonymt telefonopkald, om at der fandtes en reparationsseddel med navnet Oswald, hos Ryder.

Falsk Oswald på skydebane

Et af problemerne ved at udpege Oswald som Kennedys morder, ligger i at Oswald i allermindst 2 måneder op til attentatet, ikke havde trænet skydning under nogen form. Det selv om der i Dallas er rigeligt med offentlige skydebaner. Noget tyder på at nogen har været opmærksomme på dette forhold. Efter attentatet erklærede mindst 10 personer at de havde mødt Oswald, eller en der lignede ham meget, øve sig på skydebaner i Dallas-området.

Også her gjorde den falske Oswald ting der tiltrak omgivelsernes opmærksomhed. Han indlod sig i samtale med flere på skydebanen, lod nogen montere en sigtekikkert på hans riffel. Selvom han viser sig at være en habil skytte, rammer han alligevel en andens skive. Denne forklarede overfor Warren-kommissionen:

”….og skydebanens leder kom og fortalte ham at han ikke måtte skyde på min skive. Bagefter -og det er derfor jeg husker hans høje tindinger og udtrykket i hans ansigt…… da han så på mig. Jeg kan ikke se hvordan i alverden han nogensinde kunne få et så venligt udtryk som på det billede dér…….Og jeg vil huske ham i 20 år, alene efter dette møde.”

Noget tyder på at disse episoder er arrangeret af folk med et vist kendskab til den ægte Oswalds færden. Et vidne forklarede overfor FBI, at den person han havde mødt på en skydebane og som han antog for at være Oswald var:

”…bragt hertil af en mand ved navn Frazier fra Irving, Texas”

En sådan Frazier fra Irving eksisterede faktisk, han arbejdede sammen med Oswald på Skolebogslageret. Hver Fredag aften tog han Oswald med til Irving, hvor Oswalds kone og datter boede. Mandag morgen tog han ham med tilbage til Dallas, hvor Oswald boede på et pensionat. Forelagt dette udsagn, erklærede Frazier dog kategorisk, at han aldrig havde været med Oswald på nogen skydebane.

Den falske Oswald hos bilhandler

En bilsælger, Bogard, hos en Fordforhandler i Dallas, forklarer senere overfor Warrenkommisionen hvad han oplevede en eftermiddag, tidligt i november 1963:

”En herre kom ind ad døren, præsenterede sig, og siger til mig at han vil se på en bil. Jeg viser ham en bil der står i udstillingslokalet, og tog ham med på en prøvetur ud ad Stemmons Expresway og tilbage, han kørte en 60-70 miles (=96-112 km.) i timen og kom tilbage i forretningen. Og jeg gjorde nogle beregninger, og han fortalte mig at han ikke var parat til at købe, men ville være det i løbet af et par uger eller tre, da der så ville komme penge ind, og da han gik fik jeg hans navn og skrev det på bagsiden af et af mine visitkort, og hørte aldrig fra manden igen. Og den dag præsidenten blev skudt, da jeg hørte at -de havde radioen gående i udstillingslokalet, og da jeg hørte navnet, at han havde skudt en politimand ovre i Oak Cliff, jeg trak nogle visitkort, som jeg havde skrevet hans navn på, ud og sagde, ”Han er ikke længere en mulig kunde, for han skal i fængsel,” og rev kortet i stykker.”

4 af Bogards kolleger bekræfter og uddyber dette udsagn, -en mand der havde en, mindst, overfladisk lighed med Oswald havde ønsket en prøvekørsel i en Ford Mercury Comet med hard top. Han havde kørt temmelig hensynsløst på en regnglat vejbane. Han får afslag på kredit idet han hverken har penge eller referencer og kun har været i job i kort tid. Dette afslag får ham til at udbryde:

”Måske må jeg tilbage til Rusland for at købe en bil.”

Falsk Oswald i Mexico

25 september påbegynder en person der opgiver sit navn som Lee Oswald en rejse med bus til Mexico City. Her opsøger han den cubanske ambassade. En funktionær herfra fortæller om denne ”Oswald”, at han forlangte visum til Cuba for at komme videre til Sovjet. Han fremviste et pas med påstempling af ophold i Sovjet og dokumentation for at være gift med en sovjetisk statsborger. Videre anførte han at være leder af New Orleans-afdelingen af ”Fair Play for Cuba Commitee”. Han ønsker højlydt at blive betragtet som en ”Ven af den cubanske revolution”.

Personalet på ambassaden udfyldte en ansøgning om et sådant visum, men da han fortsat virker vred og højrøstet bliver han henvist til konsulen personligt, med hvem han forsætter sin diskussion.

Et væsentligt punkt adskiller denne episode fra de øvrige. De involverede myndigheder antog den for at være virkelig. Warren Kommisionen lagde til grund at denne højrøstede person faktisk havde været Oswald. Og hvorfor?

Oswalds færden i dette tidsrum kunne ikke fastlægges med sikkerhed. Episoden var også egnet til at bekræfte Warren Kommisionens billede af Oswald, som en politisk fanatiker der kunne handle opfarende og irrationelt. Denne antagelse holdt dog ikke længere end til det i 1976 nedsatte attentatudvalg, i den amerikanske kongres. Dette udvalg nedsatte et panel til afklaring ad denne Mexico-rejse. Resultatet var en 280 siders rapport der blev hemmelighedsstemplet. Konklusionen blev dog offentliggjort, og den var at det ikke var Oswald der havde været i Mexico og på den cubanske ambassade. Fra samme rapport udtalte udvalgets formand, Richard Sprague, at panelet havde været på sporet af en person, der under falsk navn, Maurice Bishop, havde været tilknyttet den mest militante af alle eksilcubanske grupper, Alpha 66. Bishop havde samarbejdet med CIA og panelets undersøgelser tydede på at han havde personlig kontakt med Oswald og at han havde gennemført et set up. Dette gik ud på at give det indtryk at Oswald havde været i Mexico City og her havde besøgt den cubanske ambassade, selvom Oswald i hele dette tidsrum havde været i Dallas.

Meget tyder på at man har fundet frem til en instruktør og manuskriptforfatter til en falsk-Oswald-episode, eller i det mindste en af hans identiteter. Er der spor af andre bagmænd til denne episode?

Ja, der foreligger nok et rollefoto af hovedrolleindehaveren. 23/11, dagen efter præsidentmordet, viste en FBI-agent et ejendommeligt foto frem for Oswalds mor, Marguerite Oswald. Billedet viste en uklart fotograferet mand på en sort baggrund. Det var klippet ud i en sekskant således at det blev så småt som muligt. Agenten spurgte om hun havde set denne mand før, og hun svarer:

”Jeg har aldrig set den mand før! Tro mig!”

Hvorfor skulle hun have dette billede at se? For at besvare dette spørgsmål må vi se nærmere på billedets forhistorie.

Foran den cubanske ambassade i Mexico City havde, og måske har, CIA en observationspost hvorfra al trafik ind og ud overvåges. Således bliver der taget et foto af alle der forlader ambassaden. Omtalte billede var et sådant. Det var taget 27 september, fra observationsposten og det blev videresendt til FBI´s Dallas-kontor, med påtegning om at det viste Oswald, på vej ud af den cubanske ambassade i Mexico.

Ved en betragtning af dette billede kan man undre sig over at den pågældende overhovedet har kunnet give sig ud for at være Oswald. Det selvom han og Oswald har et fælles træk i de høje tindinger. Se evt. selv fotoet, det er trykt i Warrenrapportens bilag som Odum exhibit 1. Her må dog tages i betragtes i betragtning visse elementære vidnepsykologiske fænomener såsom at de allerfleste mennesker er langt dårligere til at huske andre menneskers udseende, end de selv tror. Især nar det drejer sig om mennesker de har mødt måneder tilbage, og som de ikke regner med at møde igen. Langt lettere huskes objektivt beskrivelige kendetegn, som f.eks. høje tindinger. Derudover har vidner en udbredt tilbøjelighed til at forbinde navne og ansigter via efterrationalisering.

De vanskeligheder der er forbundet med opklaringen af billedets forhistorie, er ganske betegnende for de problemer der følger hele sagen. CIA kunne ikke forklare nærmere uden at røbe postens eksistens og omtrentlige placering, hvilket kunne føre til afsløring af andre sådanne poster.

Mærkelig samtale i Dallas

En eksilcubaner, den da 26årige, Sylvia Odio, der boede i Dallas sammen med sin søster, aflagde følgende forklaring, for Warren Kommisionen om et besøg i hendes hjem en aften sidst i september 1963. Det havde ringet på døren og udenfor stod 3 mænd, alle ukendte for hende. En af dem sagde:

”Vi er medlemmer af JURE”

JURE var en eksilcubansk organisation som både Sylvia Odo og hendes far, var tilknyttet. Af samme grund sad faderen fængslet på Cuba. Odio fortsatte sin forklaring:

”Det undrede mig, idet jeg ikke kunne genkende deres ansigter.”

Hun beskrev dem således at en af dem lignede en amerikaner, medens de to andre:

”…..de virkede begge noget snuskede, som cubanere fra et lavt socialt lag, -uden dannelse…….”

Sylvia var ikke tilbøjelig til at fjerne sikkerhedskæden. Men manden udenfor døren prøver at overtale:

”…..Vi er gode venner af deres far….”

”Det slog mig fordi jeg ikke kunne tro min far havde sådan nogle venner, med mindre han kendte dem fra antiCastroaktiviteter. Han gav mig så mange detaljer om hvor de havde set min far og hvad han var involveret i. Jeg mener, de gav mig næsten utrolige detaljer om ting, som nogen der virkeligt kender ham ville, eller som nogen der var vel informerede ville vide…..”

Da Sylvia Odio nu fatter håb om at høre fra sin far, som hun ikke har set i årevis lukker hun dem ind, men derfra tager samtalen en mærkelig drejning. Mændene synes ikke mere at ville tale om hendes far. En af dem siger:

”Vi ville godt have om De mødte denne amerikaner. Hans navn er Leon Oswald.”

Dette gentog han to gange. På trods af denne introduktion var amerikanerens eget bidrag til samtalen meget begrænset. Måske på grund af sprogvanskeligheder. Odio spørger ham nærmest af høflighed:

”Har du nogensinde været på Cuba?”

”Nej, jeg har aldrig været på Cuba.”

”Er du interesseret i vores bevægelse?”

”Ja.”

Odio havde -forståeligt svært ved at se hvorfor hun skulle præsenteres for denne fåmælte amerikaner. Næste dag blev hun, til yderligere irritation ringet op af en af cubanerne:

”Han prøvede at virke flink, fortalte mig at jeg var køn, han startede på den måde. Det var på den måde han begyndte samtalen. Så sagde han: ”Hvad synes du om amerikaneren?” -og jeg svarede: ”Jeg synes ikke noget.””

Cubaneren beskrev derefter denne Leon Oswald som en alle tiders fyr -dog lidt skør. Han skulle have sagt at cubanerne manglede hår på brystet siden de ikke havde myrdet prs. Kennedy -det skulle de have gjort straks efter Svinebugten. Det var så nemt at gøre. Og at det var Kennedy der stod i vejen for Cubas frihed.

Et par dage efter sendte Odio et brev til sin far om denne mærkelige oplevelse -han svarede:

”Jeg kender ingen af de mænd. Bland dig ikke med nogen som helst af dem.”

Allerede nu har Sylvia Odio fået en gåde for resten af sit liv, men: Den 22´november besvimer hun og bliver indlagt, da både hun, og hendes søster, genkender Lee Harvey Oswald, som den Leon Oswald der var i lejligheden et par måneder før.

Denne episode skiller sig ud fra de andre episoder, med en falsk Oswald. Nemlig ved at den person der præsenteres som Oswald, faktisk er Oswald. Men han siger ikke meget andet end hvad andre lægger ham i munden. Og hele hans drastiske udmeldinger, er noget der siges af andre, når han selv er udenfor hørevidde. Episoden føjer sig til de øvrige falsk-Oswaldepisoder, ved at dens formål synes at have været: At gøre Oswald til syndebuk, for mordet på prs. Kennedy.

((John A. Keele: ”Spøgelsesplaneten” + Q94-102+RTJ afsn. 27+ 350+391+ce1337+2974+3077+3091+3092+2121+3078+Odio exh.1+Odum exh.1+Gregner exh-1+H-Price, H-Slack, H-Wood, H-Davis, H-Bogard, H-Pizzo, H-Odio +WR 323+658+730-736+sk 210+LWT))

 

1963 4´oktober / Advarsler mod Dallas-besøget

Det fastlægges og offentliggøres at præsidenten -22`november- aflægger officielt besøg i Dallas.

Advarsler indløber fra høj og lav. Blandt mange andre den liberale senator, Fulbright, som fortæller præsidenten at han har mange venner i Dallas, men alligevel ikke selv tør tage dertil. Fordi:

”Dallas er et meget farligt sted….Jeg ville ikke rejse dertil…..De bør ikke tage til Dallas”

Texas guvernør, Conally, beskriver befolkningen denne statens næststørste by som ”letbevægelig”, og at besøget dér bør overvejes ”meget nøje”.

Midt om natten modtager omstillingsbordet i Det Hvide Hus, et opkald fra en aldrig siden identificeret kvinde i Dallas:

”Lad ikke præsidenten rejse herned. Jeg er bekymret for ham. Jeg tror der vil ske ham noget frygteligt.”

Frygten får ny næring da FNambassadøren, Adlai Stevenson, overfaldes i Dallas. Medens han holder tale i anledning af FN-Dagen, overfaldes han af en rasende menneskemængde. Han bliver slået med en plakat og spyttet i ansigtet, mens en gruppe af unge kvinder danner et råbekor:

”Stevenson skal dø -hans hjerte skal sige stop, stop, og han skal brænde, brænde, brænde!”

Dallas største avis, den højreekstreme ”Dallas News”, kommenterer op til præsidentens besøg:

”…….en ny episode af den slags, Stevenson har været indviklet i, vil kunne tilføje Dallas et dødbringende slag, navnlig fra et politiske synspunkt.”

((epd))

 

1963 15´okt. / Oswald får job, tæt på gerningsstedet

Oswald ansættes på skolebogslageret: Det sker efter en aktiv indsats af Ruth Paine, som hans kone og datter bor sammen med i Dallas-forstaden Irving. Oswald påbegynder nu en rytme, hvor han bor på et pensionat i Dallas på hverdage, men tilbringer weekenderne hos sin kone. Dette mønster følges lige til præsidentmordet.

((epd 119))

 

1963 20´oktober / Oswald bliver fader for anden gang

Oswald besøger sin kone, Marina, på hospitalet, efter fødselen af hans anden datter. Marina forklarede senere for Warren Kommisionen:

”Han var meget glad ved fødselen af endnu en datter og græd endda lidt”

((wr 738))

 

1963 25´oktober / Oswald taler positivt om Kennedys kamp for borgerrettigheder

Oswald deltager i et møde i ”American Civil Liberties Union”, og udtaler at borgerrettighederne er langt bedre tilgodeset i USA, end i Sovjet. Videre udtaler han sig meget positivt om prs. Kennedys indsats for disse rettigheder.

((wr 738 - 739))

 

1963 4 ´november / FBI holder Oswald under overvågning

FBI-agent Hosty, der har Oswald som sit ansvarsområde, ved fra da af at Oswald har arbejde i en bygning der ligger på et hjørne hvor kortegen skal passere. Har efter eget udsagn Oswald under ”aktiv overvågning”. Dette bør ses i forbindelse med at Secret Service har ordre til at undersøge samtlige bygninger, der ligger på hjørner, hvor præsidentens kortege skal passere.

((epd 53))

 

11 november 1963 / Pludselig bedring i Jack Rubys økonomi

Efter i årevis at have været økonomisk på spanden, tiltræder Jack Ruby en skatteafdragsordning. Anskaffer sig i øvrigt et pengeskab

((sk 18))

 

21 november 1963 / Møde mellem Jack Ruby og person involveret med Teamster-toppen

En Jim Brading, der var bortvist fra Dallas grundet hans aktiviteter indenfor organiseret kriminalitet, og som har giftet sig ind i teamster-toppen, indlogerer sig på Cabana Motel i Dallas. Det sker under falsk navn. Han er i selskab med Morgan Brown, der indenfor underverdenen er kendt som skydegal.

Jack Ruby møder sent om aftenen på Cabana Motel og opholder sig der til over 2.30. Det er aldrig blevet undersøgt hvad han foretog sig i det tidsrum.

((sk 34 - 37))

 

22 november Morgen / Dallas-politiet i beredskab -med mærkelig undtagelse

Hele Dallaspolitiet er mobiliseret -al orlov inddraget. Med en mærkelig undtagelse. Stenograferne er ikke indkaldt, og bliver det heller ikke i de følgende 3 dage.

Oswald, er dagen i forvejen var taget hjem til sin kones bopæl i Irving. Har altså gjort en undtagelse i forhold til sit sædvanlige mønster. Han efterlader 187 dollars i huset i Irving. Han kører fredag morgen med en kollega, Frazier, til Dallas. Bemærk at disse 187 dollars ville være rigeligt til at købe et effektivt attentatvåben. Det er i Dallas kun et spørgsmål om at gå ind i en forretning og lægge pengene på disken. Men Oswald lader dem ligge hos sin kone. Er det en handling der tyder på at han forbereder sig på at begå et mord. Noget der -i givet fald- ville være den vigtigste handling i hans liv.

Det våben der senere bliver udlagt som attentatvåbenet, viser sig umuligt til formålet-

((wr 193 + rt 121))

 

 

22 november 1963 -formiddag / "Planteoliesvindelen" / Livlig aktivitet i afspærret område

Der bliver afsløret, hvad der betegnes som Verdenshistoriens største bedragerisag. Er gået over i historien som ”Planteoliesvindelen”

Hvad kommer det præsidentmordet ved? Det ved jeg ikke. Alligevel tror jeg at der må være en forbindelse et sted. Af flg. 3 grunde:

1/ Det virker urimeligt at 2 gange århundredets forbrydelse, tilfældigt skulle finde sted -eller afsløres på samme dag

2/ Begge sager har spor, der peger mod mafiaen.

3/ For mange af de involverede i planteoliesvindelen, har det været en kæmpe fordel, at præsidentmordet tiltrak sig megen opmærksomhed. På alle andre tidspunkter ville planteoliesvindelen være globalt forsidestof. For de samme personer har det været en fordel at børserne i USA blev lukket.

I Dallas passer en Lee Bowers, netop nu sit arbejde i det ca. 5 meter høje observationstårn, på jernbane terrænet ved Dealy Plaza. Parkeringspladsen mellem Elm Street og jernbaneterrænet blev afspærret af politiet kl. 10. Derfor undrer det Bowers at han ser en bil, civilt udseende og med ikkeTexasnummerplader, køre ind på pladsen ad indkørselen ved Skolebogslageret, og:

”…køre omkring som om han søgte en vej ud, eller han undersøgte området.”

Efter at denne bil er kørt ud, ad indkørselen ved skolebogslageret, kommer en ny ind og kører rundt på samme måde i en 3-4 minutter. I denne vogn ser Bowers føreren tale ind i noget der ligner en mikrofon. Det må erindres at dette har været før mobiltelefonernes tid , det kan have været en walkie-talkie.

Inden præsidentens ankomst, kommer en tredje bil ind som Bowers beskriver som en Chevrolet. Den har samme slags nummerplader som den første bil. Den kører derefter ind og rundt på samme måde, og:

”Det sidste jeg så til den, var at den holdt stille lige omkring -lige over mordstedet”

(( E. Steinmetz ”Berømte Svindlere”, Kbh. 1968 + RTJ Kap 1 + H-Bowers))

 

22 november 1963 12.15 - 12.29 på Dealy Plaza / Vidner ser bevæbnede mænd i Skolebogslageret / Disse udsagn skæres til

Den attenårige Arnold Rowland står på fortovet på Dealy Plaza, lige overfor Skolebogslageret og afventer præsidentens kortege.

Han forklarede overfor Warrenkommisionen at han bemærkede en mand på sjettesalen i skolebogslageret, der stod med en riffel med sigtekikkert. Han underrettede hverken politiet eller andre, da han gik ud fra at det var en vagtmand. Videre forklarede han at han på samme etage havde set en person til:

”For mig så det ud som en ældre neger. Jeg lagde ikke så meget mærke til ham”

Kommisionen skar dette udsagn igennem således at vidnets forklaring om manden i vinduet med geværet blev godtaget og omhyggeligt gengivet i den endelige rapport. Derimod blev det afvist at han skulle have set yderligere en person på samme etage.

Som grund for denne overskæring opgav kommissionen at Rowland havde givet urigtige oplysninger om sine skoleforhold. Både med hensyn til beståede grader, og der dertil givne karakterer. Sådanne forhold forringer jo -ganske rigtigt et vidnes troværdighed. Men kommissionen prøvede aldrig at forklare hvorfor den alligevel havde slugt den første del af udsagnet råt og helt aflivet anden del -og ikke f.eks. Omvendt.

Sådan udskæring var ikke den eneste måde kommissionen benyttede til at affærdige materiale som gik imod dens forudfattede mening.

En anden måde er simpel ignoration. Således forklarede en mrs. Eric Walther, der afventede kortegen på Houston Street, skråt overfor Skolebogslageret, at hun få minutter før den nåede frem begyndte at se sig omkring. Hun så op mod det sydøstlige hjørnevindue på enten 4´eller 5´sal. Her må indskydes at det er en meget almindelig vidnefejl, at tælle en etage for lidt op ad bygningen. Det skyldes at der ikke er vinduer i stueetagen. Hun bemærkede en mand i dette vindue, og fortsatte:

”I hænderne holdt denne mand en riffel med løbet pegende nedad og manden så mod syd ad Houston Street. Manden bar en hvid skjorte, og havde blondt eller lysebrunt hår. Hun kom i tanke om at hun havde bemærket samme mand kort før da hun så mod bygningen og tænkte at der nok var vagter overalt. Riflen havde et kort løb og syntes bred omkring kolben, eller enden af riflen. Hun havde indtryk af at geværet var et maskingevær. Hun bemærkede intet der mindede om en sigtekikkert på riflen og heller ingen rem. Hun sagde at hun intet vidste om rifler, eller skydevåben i det hele taget, men syntes riflen var anderledes end alt hvad hun før havde set. Manden stod omtrent midt i vinduet.”

Så vidt så godt. Et vidne der forklarer at hun har set en bevæbnet mand på gerningsstedet få minutter før gerningsøjeblikket. Fru Walther og hendes udsagn burde have været en hovedakse for alle senere undersøgelser. Men udsagnet blev aldrig kontrolleret, ej heller omtalt i Warren Raporten. I stedet er det gemt væk i de 26 bind bilag. Hvorfor? Lad os finde svaret på det spørgsmål ved at gå videre i hendes udsagn:

”I det samme vindue til venstre for denne, kunne hun se en anden, stående ved siden af manden med riflen. Den anden mand stod oprejst og hans hoved stak op over den del af vinduet der stod åbent. Da vinduet var meget snavset kunne hun ikke se den anden mands hoved…..Denne anden mand bar en brun jakke, og hun kunne se den højre side af ham, omtrent fra livet og op til skuldrene.”

Ved nævnelsen af den anden mand er udsagnet ikke længere foreneligt med Warren Kommisionens endelige ”konklusion” -at Oswald handlede alene og på egen hånd. Spørgsmålet er så hvorfor der ikke her er anvendt samme fremgangsmåde som overfor Rowlands udsagn, at det er fortiet og ikke gennemskåret.

I løbet af det sidste minut før kortegen drejer ind på Dealy Plaza bliver yderligere 2 personer opmærksomme på det sydøstlige hjørnevindue, på sjette sal i Skolebogslageret. Kontorfunktionærerne Ron Fisher og Robert Edwards afventede kortegen på fortovet ved Houston Street, omtrent nedenfor vinduet. Fischer ser her en mand som:

”…….så ud til for mig at være meget anspændt, og derudover, så han ikke på ….han så ikke ud som om han så efter kortegen. Han så ud som om han stirrede imod Trinity River og den tredobbelte viadukt, ned mod enden -mod enden af Elm Street. Og…..al den tid jeg så på ham, bevægede han ikke sit hoved, han-----han bevægede ikke noget som helst. Stod blot der helt stivnet.”

Han var blevet gjort opmærksom på ham af Edwards, der havde peget op og sagt:

”Se fyren deroppe!”

De var enige i mandens mærkelige adfærd, da han:

”Ikke rørte sig, end ikke blinkede med øjnene, men kun stirrede stift, lige som en statue.”

Her er således to samstemmende udsagn om en mand der stirrer. Og stirrer så voldsomt og intenst at det vækker opsigt 6 etager under ham. Endnu mere bemærkelsesværdigt er at han ser den stik modsatte vej end den kortegen vil komme fra. I retning ad græshøjen hvor mere en hundrede mennesker få minutter senere mente at skuddene kom fra.

((H-Rowland + H-Edwards + H-Fischer WR 250 + 146 EPD 182 ce 2086))

 

22 november 1963 kl. 12.29 På Main Street/Dealy Plaza / Kortegen kører ind på Dealy Plaza

Selv blandt mærkelige sager en præsidentmordet mærkeligt. Ved at finde sted på en åben plads, indenfor ca. 250 menneskers syns- og hørevidde. Heriblandt endda to hold professionelle iagttagere.

Hos det ene hold, folk fra Dallas-politiet og Sekret Service, tilstede for præsidentens beskyttelse, lyder mange lettelsens suk. Dallasbesøget var forudset med allerstørste bekymring. Men nu er kortegen på vej ud af bymidten og drejer ind på Dealy Plaza, uden at der har været nævneværdige episoder. Nu mangler kun et par kilometres hurtig kørsel frem til Trade Mart, hvor besøgets politiske del forestår -en TV-transmitteret tale for byens honoratiores. Der meldes over radioen:

”Fremme ved Trade Mart om 5 minutter”

Hos det andet hold professionelle iagttagere, journalisterne i kortegen, vækker samme forhold en vis bekymring. Reportagen fra Dallas kan blive en tynd kop te. Byen har ikke levet op til forventningerne, de pinlige optrin er helt udeblevet. Det forekommer som den rene tilsætning at skulle skrive om de jublende menneskemængder der har vinket til præsidenten -til og med i strålende solskinsvejr.

Da kortegen svinger ind på Dealy Plaza skimtes et håb. Forbi en bygning åbner der sig en plads. Denne plads rummer en virvar af pergolaer, søjler, pyntegelændere og -bassiner. Alt sammen i en stil, der kunne kaldes oldgræsk rokoko.

Journalisternes alt for tomme blokke kan nu fyldes op med hentydninger til den texanske smagløshed, som amerikanere andetsteds fra, elsker at blive mindet om.

((epd))

 

Dealy Plaza 22. November 1963 12.30 / Skuddene / Fotografisk materiale forsvinder

Præsidentens vogn svinger ind på Houston Street -stadig omgivet af begejstrede menneskemasser. Fru Conally vender sig mod præsidenten:

”De kan sandelig ikke sige, at Dallas ikke elsker dem, hr. Præsident!”

”Nej, det har de ret i”

Efter at bilen er drejet om hjørnet til Elm Street lyder en skudsalve. Præsidenten rammes bagfra. Umiddelbart efter rammes guvernør Conally i ryggen og falder fremad, Præsidenten griber sig til struben -medens bilen kører forbi græshøjen rammes præsidenten af et skud i hjernekassen.

Bowers forklarer senere at han i dette øjeblik, et sted mellem træerne på græshøjen, så:

”…et lysglimt eller, så vidt jeg kunne se, noget jeg ikke helt kunne se hvad var, men der skete noget der fangede min opmærksomhed netop dér. Hvad det var kunne jeg ikke fastslå med det samme, -ikke udover det var noget usædvanligt, -et lysglimt eller røg eller noget der fik mig til at synes at noget usædvanligt skete der.”

Seks vidner der står på jernbanebroen opfatter alle skuddene som kommende fra samme sted, på græshøjen. Af disse ser 5 en lille røgsky stige til vejrs, som efter et geværskud.

Disse vidner har ikke mulighed for at se ind på pladsen bagved træerne. Det har derimod en J. C. Price, der følger kortegen fra taget af postbygningen, på den anden side af Dealy Plaza. Price blev samme dag afhørt på Dallas Sherifkontor, og afgav følgende forklaring:

”Jeg så en mand løbe mod passagervognene på sporterrænet efter skudsalven…”

Dallas politichef, Jesse Curry, der kører i kortegens forreste vogn vil dagen efter udtale til pressen at han:

”Kunne bestemme efter lyden af skuddene at de kom fra Skolebogslageret”

Men lige nu siger han over politiradioen:

”Send en mand op på den tredobbelte underføring og se hvad der forgår!”

Oversherif Decker der sidder lige bag ham griber mikrofonen:

”Overfør alle til rådighed værende folk ud af mit kontor og over på jernbaneterrænet for at undersøge hvad der er sket og sikre alting dér, indtil drabsafdelingen og andre undersøgere når frem!”

Sekunder efter stormes græshøjen af en hundredtallig skare af politifolk og tilfældigt tilstedeværende, -en samtidig filmoptagelse viser flokken løbe forbi det senere så omtalte Skolebogslager, uden at værdige det et blik.

Mange af de der når frem til græshøjen forklarer senere at de blev standset af personer der udgav sig for at være sikkerhedsfolk, hvad de beviseligt ikke var. Det er til gengæld alt hvad man ved om dem. De er aldrig blevet opsporede.

Warren Kommisionen afviste uden videre -og uden nærmere begrundelse, alle udsagn om disse falske sikkerhedsfolk ved græshøjen. Først for Kongresudvalget blev der afgivet indbyrdes støttende udsagn. F.eks. Fra en mand der havde stået ved Elm Street, overfor højen og havde hørt, først nogle knald på sin højre side, som af fjerne skud. Derefter kraftige skudknald fra græshøjen. Han løb imod den men blev standset af en mand der identificerede sig som FBIagent. Han bar en maskinpistol under en frakke over armen. En Dallas-betjent forklarede at en kvinde kom løbende og råbte at der blev skudt fra højen. Betjenten nåede op på parkeringspladsen, hvor han blev standset af en mand der viste ham FBI-legitimation.

Senere afhøringer godtgjorde at udad de ca. 250 tilstedeværende på Dealy Plaza, opfattede de 2/3 af de adspurgte, skuddene som kommende fra græshøjen. Ikke sådan at den resterende tredjedel opfattede skuddene som kommende et andet sted fra. Denne sidste tredjedel havde blot forklaret at de ikke vidste det. Eller de havde forskellige opfattelser af hvor skuddene var kommet fra. Nogle af disse havde opfattelsen at skuddene kom fra Skolebogsdepotet. Da disse udsagn skulle komme til at danne grundlaget for den første officielle forklaring, er der god grund til at se nærmere på dem her.

Disse fire udsagn bør dog ikke betragtes isoleret. Det bør ikke glemmes at andre ca. 250 personer ikke så det samme, selvom det omhandlede vidue var synligt overalt på pladsen, med forbehold overfor få meter fortov.

Et af disse vidner var en pressefotograf, Robert Jackson, der i skudøjeblikket befandt sig i en vogn bagest i kortegen, på Houston Street med front mod Skolebogslageret. Han forklarer senere for Warren Kommisionen:

”Så fandt vi ud af at vi mente det var skud….Vi kørte stadig, og efter det tredje skud forekom de to sidste meget tættere på end det første….jeg tror vi alle (i bilen) simpelthen så os omkring og jeg så lige op foran mig…og jeg så riflen eller noget der ligner en riffel, omtrent det halve af våbenet……og netop som jeg så det, blev det rukket tilbage i bygningen, temmelig langsomt, og jeg så ingen i vinduet med det.

Jeg så ikke engang en kontur i vinduet.”

Et andet vidne i bilen, Malcolm Couch, bevidnede følgende:

”Og efter det tredje skud , Bob Jackson….råbte noget i retning af: ”Se op i vinduet! Der er riflen!” Og jeg husker…at jeg så omkring 30 cm. Af en riffel der blev trukket ind i vinduet.”

Et andet vidne var en 15årig skoleelev, Amos Euins, som stod på fortovet overfor skolebogslageret, han berettede følgende for kommissionen:

”Så stod jeg dér, og da kortegen drejede om hjørnet havde jeg front imod -så jeg op imod bygningen. Og da så jeg denne rørlignende tingest, der stak ud af vinduet. Jeg lagde egentligt videre mærke til den. Derefter da det første skud blev affyret, begyndte jeg at se mig omkring. Troede det var et udstødningsknald. Alle andre begyndte at se sig omkring.

Så så jeg op imod viduet, og han skød igen”

Bemærk at han har set ”denne rørlignende tingest” der stak ud af vinduet. Men beskriver at hans første reaktion efter skuddene som: ”….begyndte jeg at se mig omkring” Yderligere forklarede Euins at han minutter eller sekunder før havde bemærket en mand i dette vindue. Alligevel var den umiddelbare reaktion ikke at se mod dette vindue.

Noget lignende gælder for et andet vidne, en 45-årig rørlægger, Howard Brennan, der sad på et pyntegelænder, kun få meter fra Euins:

”Og efter præsidenten var kørt forbi mig….jeg hørte dette knald…..derefter var der et eller andet ved det knald, som fik mig til at synes at det var en kineser der blev kastet ud af Skolebogslageret. Og så så jeg op. Og den mand jeg havde set tog sigte til det sidste skud. Det forekommer mig at der herefter gik nogle sekunder. Han trak derefter geværet tilbage fra vinduet som om han ville trække det tilbage til sin side, og ventede måske et sekund som for at sikre sig han havde ramt, og derefter forsvandt han.”

Brennan viklede sig dog senere ud i så mange selvmodsigelser og usandsynligheder, at hans udsagn i en retssal måske ville blive helt tilsidesat. Med de spørgsmål som ovenstående rejser, om hvad der egentligt skete i Skolebogslageret sidder læseren måske tilbage med et udbrud som f.eks.:

”Tænk om nogen havde filmet eller fotograferet bygningen, med det sydøstlige hjørnevindue på sjette sal, samtidigt med at skuddene faldt!”

Men det er faktisk netop hvad der er sket.

Kortegen blev filmet af en Robert Hughes der stod på hjørnet af Main- og Houston Street. Han lod kameraet følge kortegen rundt om Dealy Plaza, og opgav at have fået de øverste etager i Skolebogslageret med i billedfeltet, samtidigt med at kortegen kørte forbi. Han overlod sin film ufremkaldt til FBI. De har aldrig søgt at imødegå hans angivelser, har tværtimod bekræftet dem. Det gjorde de ved at imødegå et presseforlydende der gik ud på at filmen viste 2 personer i det pågældende vindue. To steder i Warren Rapportens bilag er gengivet FBIrapporter, hvorefter den pågældende film, efter undersøgelse i FBI´s og den amerikanske flådes fotolaboratorium, ikke viser nogen personer men derimod en opstabling af kasser, der kan forveksles med personer. Kommisionen har dog aldrig offentligt gjort filmen. Hvis grunden har været pladsproblemer forekommer det påfaldende at der så har været plads til disse rapporter. Og grotesk at der har været plads til et fotoalbum af hele Oswalds russiske svigerfamilie.

Filmen blev senere undersøgt af kongreskomiteen, som lod spørgsmålet om hvad filmen viste, stå åbent. Men stadig ikke offentliggjorde filmen.

En lignende skæbne er overgået et polaroidbillede der i gerningsøjeblikket blev taget på Dealy Plaza af en Mary Moorman. Hun stod imellem skolebogslageret og viadukten. Derfor vendte hendes kamera opad da hun fotograferede kortegen. Derfor fik hun de øverste etager af Skolebogslageret med på sit billede, både ifølge egen forklaring og ifølge den betjent hun afleverede billedet til. Alligevel bliver billedet ikke omtalt nogetsteds i Warren-rapporten. Ejheller er det gengivet i de 26 bind bilag -endskønt mange sider er sat af til omtale af dette billede.

((iq sd.86 + Decker exhibit 5323 sd. 492 + RTJ kap.1 + sd. 85 + sd 43 + sd. 85 + ce 705 (=Politiets radioblog) sd.461 + wr sd 64-75 + ce 2215 + h-Jackson + h-couch + h-Euins + H-Brennan + ce 2591 + ce 2585 sd.3 + RTJ afsn. 28 + ce 1426 + exhibit 5323 sd 487 + 535-536 + tv-nova + Madsen))

 

22 nov. 1963 12.30 + nogle minutter / Efter skuddene

Jim Brading (se 21/11) arresteres på vej ud af Dal-Texbygningen. Om sin anholdelse forklarer han på Dallas sherifkontor:

”Jeg stod på elevatoren og kørte tilbage til stueetagen, og den farvede mand der kørte elevatoren sagde: ”De hører da ikke til her i bygningen, og jeg har da ikke kørt Dem op” og han løb udenfor til en betjent ----betjenten bad mig legetimere mig….og jeg blev taget til sherifkontoret til afhøring.”

Brading forklarede sig ophold i Dallas med ”forretningsanliggender”, på sin vis nok rigtigt. Men om sit ophold i Dal-Texbygningen afgav han en vrøvlet og selvmodsigende forklaring. Den bliver dog aldrig undersøgt nærmere og han slipper af sted med at afgive falsk navn og vise falsk legitimation.

Ingen myndighed synes nogen sinde at have gennemskuet denne falske identitet og sporet er aldrig fulgt op. Ingen synes at have set at der var et spor.

Bradings tilstedeværelse i Dal-Texbygningen på gerningstidspunktet antyder ellers en løsning på et af denne sags fundamentale problemer: Misforholdet mellem det antal mennesker som angav at have set de skud blive affyret, som ramte præsidenten bagfra, -og det antal som havde mulighed for det. En nærliggende forklaring kunne være at der ikke er skudt fra Skolebogslageret, men fra Dal-Texbygningen. Denne bygning har en facade, med vinduer i en næsten ret vinkel i forhold til Elm Street. Dette medfører at skuddene kan affyres gennem et åbent vindue, medens skytten står tilbagetrukket i rummet bag dette. Således er hverken han eller riflen synlig fra gaden, og lyden bliver dæmpet af husets vægge og ydermur.

Dette er også i harmoni med at mange vidner opfattede de første skud som væsentligt svagere end de øvrige -som langt de fleste opfattede som kommende fra Græshøjen.

Dette behøver ikke fortolkes som at det var Brading selv der skød. Men Brading kommer fra Gangsterverdenen hvor der står professionelle ”hit men” til rådighed.

Det syntes at være ret tilfældigt hvem politiet har tilbageholdt. F. ex. Ved vi intet om hans rejsefælle, Morgan Browns færden, før han dukker op på sit motelværelse omkring kl. 14 og fraflytter uden at afvente Brading. Selvom værelset var lejet frem til 24. Nov.

Et spørgsmål trænger sig på: Urimeligt få så skuddene blive affyret fra Skolebogslageret -hvorfor er der så overhovedet nogen der mener at have set det?

Det fører videre til et andet spørgsmål, mange af disse vidner har set en riffel i vinduet eller blive stukket ud af samme. At flere vidner har set en riffel i vinduet før skuddene bliver affyret, kan umiddelbart tolkes som en bekræftelse på, at det var her skuddene kom fra. Men det rejser jo et andet problem:

Det forekommer at være en enkel sag at holde en riffel skjult, i det mindste på sjette sal så den ikke kan ses fra fortovet. Det forhold at den alligevel er set, og at så mange mennesker ikke ser tilbage imod den, da de hører skuddene, betyder at vi ikke bør udelukke den mulighed, at hvad der skete i Skolebogslageret var en afledningsmanøvre. Men det er jo underbygget at der kom skud bagfra. Jo, vist! Men her vil jeg henvise til føromtalte betragtninger om Dal-Texbygningen.

Men hvad skete der egentligt i Skolebogslageret i disse minutter? Til det spørgsmål kan vi give ordet til en TV-journalist, Robert MacNeil. Han deltog i kortegen, men da han hørte skuddene sprang han ud på Dealy Plaza. Han fulgte nogle politifolk op på græshøjen. Rapporten blev optaget af FBI, hemmelighedsstemplet og først ti år senere gjort offentligt tilgængelig i USA´s nationalarkiv:

”Vi klatrede over stakittet og jeg fulgte politiet som syntes at forfølge nogen, eller jeg fik i det mindste indtryk af at de forfulgte nogen, henover jernbaneskinnerne. Da jeg ville telefonere nyheden om skydningen, løb jeg væk herimod nærmeste sted der lignede et kontor. Det var Texas-skolebogsdepotet. Jeg tror at jeg kom ind ad hovedindgangen omtrent 4 minutter efter skydningen. Jeg kom straks ind i det åbne område i stueetagen og spurgte hvor der var en telefon. Der var så vidt jeg husker tre mænd der, alle i skjorteærmer tror jeg. Når jeg ser tilbage på det, slår det mig som meget påfaldende at alle tre mænd syntes at være yderst rolige og afslappede, sammenlignet med det vilde virvar der var lige udenfor døren. Det lagde jeg ikke mærke til dengang. Jeg spurgte den første mand jeg så -en mand der telefonerede fra en telefon ved en pille midt i rummet -hvor jeg kunne ringe fra. Han dirigerede mig til en anden mand nærmere ved døren, som pegede mod et kontor. Da jeg kom til telefonen var 2 af linierne allerede optaget. Jeg foretog mit opkald og gik. Jeg tror ikke der var nogen politimand der kom ind i bygningen før mig, eller før jeg gik. Jeg havde for travlt til at huske hvordan de tre mænd dér så ud. Men de var meget afslappede. Min New York-redaktion har siden tidsfæstet mit opkald til 12.36 Dallas-tid”

Dette tyder jo ikke på nogen som helst aktivitet i Skolebogslageret på dét tidspunkt. Det kan dog ikke udelukkes at der er sket noget længere oppe i bygningen.

En motorcykelbetjent, Marrion Baker, løb dog alle etager igennem umiddelbart efter skuddene. Han kørte bagerst i kortegen, og lige efter han var drejet om hjørnet Main- /Houstonstreet hørte han et skud. Han forklarede senere at det lød som skud fra en ”High-powered”-riffel. Hermed er han i modsætning til Warrenrapporten, der udlagde en karabin som gerningsvåbenet:

”Og jeg så straks op og det forekom mig at det kom fra enten bygningen lige foran mig eller bygningen lige til højre for den”

Altså enten Skolebogslageret eller Dal-Texbygningen. Baker forklarede videre at han havde set op ad begge bygninger medens de øvrige skud faldt, uden at bemærke nogen skytte i noget vindue, selvom han kørte lige imod facaden af Skolebogslageret.

Han var derefter sprunget af cyklen. Sammen med Skolebogslagerets direktør, Truly, løb han op ad en trappe, på første sal møder han en ung mand som han senere beskrev som helt rolig. Han virkede ikke som om han på nogen måde havde travlt. Han bevæger sig bort fra trappen mod en Coca Cola-automat. Truly råber:

”Han er god nok -han arbejder her”

Han havde genkendt den unge mand som Lee Harvey Oswald.

Warren Rapporten skal senere konkludere at ”….opmærksomheden hurtigt samler sig om Skolebogslageret”. Den bygger dette på at betjent Baker løb ind i bygningen efter skuddene. Den undlod at fortælle at han var en absolut undtagelse. At han efter at have undersøgt taget løber ned igen, sætter sig på sin motorcykel og kører til Parkland Hospitalet. Opmærksomheden samler sig primært om græshøjen. En vis opmærksomhed er der dog også omkring Dal-Texbygningen, siden Jim Brading kunne blive arresteret dér for sin blotte tilstedeværelse.

Ingen blev arresteret i eller omkring skolebogslageret. Endnu 20 minutter efter gerningsøjeblikket, kunne en civilklædt Secret Serviceagent, Forrest Sorrels, ubemærket gå ind i bygningen.

(( SK 34 - 37 som videre bygger på Dallas-Sherifkontorets forhørsrapport + H-Baker + O´227 + TV-LWT))

 

22 november 1963 kl. ca. 12.44 / Deputy sherif ser Oswald forlade skolebogslageret / Hans udsagn underkendes

En assisterende sheriff ved sherifkontoret i Dallas, Roger Craig, forklarer at han på dette tidspunkt så Oswald på vej ud af Skolebogslageret. Overfor Warren Kommissionen udtalte han følgende:

”…jeg hørte nogen pifte….så vendte jeg mig om og så en mand løbe ned af bakken på nordsiden af Elm Street.”

”Og hvad skete der så?”

”Jeg så en lys stationcar, der kørte meget langsomt mod vest ad Elm Street fra Houston Street…og føreren lænede sig mod højre og så op mod den mand der løb ned….og vognen standsede….og manden fortsatte ned ad bakken og kom ind i vognen. Og jeg prøvede at komme over gaden. Jeg ville gerne tale med dem begge to. Men trafikken var så tæt at de var kørt før jeg kom over.”

Craig forklarede videre at vognen var en Nash eller lignende, med indbygget tagbagagebærer. Den havde Texas-nummerplader, føreren var enten neger eller meget mørklødet

Senere på dagen, omkring kl. 17, hørte Craig at den mistænkte der blev afhørt om mordet på betjent Tippit, blev sat i forbindelse med mordet på Kennedy:

”…jeg blev ved med at tænke på den person der var løbet ind i bilen. Så jeg ringede til kaptajn Fritz´ kontor (Kaptajn Fritz var leder af Dallas-politiets drabsafdeling) og talte med en af hans betjente, fortalte ham hvad jeg havde set og gav et signalement af manden, og spurgte hvordan det passede med manden de havde mistænkt

Og de bad mig om at komme og se ham på kaptajn Fritz` kontor.”

Fra dette punkt skilles vandene, om det følgende er der givet uforenelige forklaringer fra henholdsvis sheriff Craig og kaptajn Fritz. Craig forklarede at han tog op til kaptajn Fritz, som tog ham ind på sit kontor hvor Oswald var til afhøring, og spurgte ham om det var ham han havde set. Craig svarede:

”Ja det er det!”

Hvorefter følgende samtale finder sted. Fritz spørger:

”Hvad er det for noget med den stationcar?” Oswald svarer:

”Den stationcar tilhører mrs. Paine. Hold hende udenfor! Hun har ikke noget at gøre med det her”

”Vi prøver kun at finde ud af hvad der er sket, og den mand så dem forlade gerningsstedet.”

”Det har jeg jo fortalt Dem at jeg gjorde” -og idet Oswald rejser sig over bordet: ”Nu får alle jo at vide hvem jeg er!”

Ifølge kaptajn Fritz fandt ovenstående samtale ikke sted. Han fortalte senere om Craigs besøg på hans kontor:

”Jeg husker ikke navnet Roger Craig, men jeg husker en mand der kom ind på mit kontor og jeg husker at en af mine officerer kaldte mig ud i mit yderkontor. Jeg talte med den mand i et minut eller deromkring og han fortalte mig en historie om at have set Oswald forlade bygningen. Jeg husker ikke hvad manden sagde, men jeg overlod ham til løjtnant Baker, som så snakkede med ham.

Lee Harvey Oswald var i mit inderkontor på det tidspunkt på det tidspunkt. Jeg erindrer intet om at Lee Harvey Oswald skulle være sprunget op eller gjort nogen bemærkninger eller gestus overfor den mand eller mig, på det tidspunkt og havde jeg bragt denne officer ind i mit inderkontor, -hvis jeg havde gjort det- er jeg sikker på at jeg ville have husket det.”

Det eneste der kan konstateres er at to personer, der begge beklæder høje tillidskrævende poster, har afgivet uforenelige forklaringer. Såfremt vi vil udfinde noget om dette vigtige punkt, -hvad Oswald foretog sig efter skuddene og frem til hans anholdelse, -må mindst en af disse forklaringer elimineres .

Umiddelbart virker Fritz forklaring enkel og besnærende, men en nærmere analyse afdækker nogle skrøbeligheder. Bl.a. følgende:

Fritz forklarer at Craig blev overladt til løjtnant Baker. Denne Baker blev afhørt af Warren Kommisionen men nævner intet om dette centrale punkt. Ejheller er nogen form for rapport, memo eller lignende, fra løjtnant Baker nået frem til Warrenrapporten eller de 26 bind bilag.

At Fritz ikke lod Craig komme ind sit inderkontor, og entydigt få af eller bekræftet sin mistanke, er i sig selv urimeligt. Fritz forklarer dette med:

”Den historie han fortalte passede ikke med hvad vi vidste.”

Men hvad kan man have vidst, kun godt tre timer efter Oswalds anholdelse. Næppe noget der kunne give grundlag for at afskære et udsagn fra en politiofficer, endsige en kontrol af dette udsagn. Scene på Fritz´ kontor, vel at mærke som Craig gengiver den, dukker op igen i mammutværket om Kennedymordet, ”The Death of a President” af William Manshester. I dette værk står Fritz på interviewlisten, men ingen sherif Craig. Omtrent 10 år senere udtaler Fritz til en journalist at han:

”……aldrig har givet interview om Kennedymordet”

Og at han:

”…ikke har tænkt sig at begynde nu”

En kort hukommelse synes altså ikke at være til hinder for at lære af sine fejltagelser.

Ovenstående taget i betragtning må Craigs udsagn anses for at være det mest troværdige. Når Warrenkommisionen senere uden begrundelse, fæster lid til Fritz´udsagn og forkaster Craigs, tyder det nærmest på at undersøgerne allerede var bundet, af det der skulle blive Warren Rapportens endelige postulat: At Oswald var alene om attentatet, og handlede på egen hånd. I Craigs udsagn er der mindst to bomber mod denne konklusion:

Dels at Oswald forlader gerningsstedet i ledtog med flere personer

Dels Oswalds slutbemærkning: ”Nu får alle jo at vide hvem jeg er!”

Det kan næsten kun udlægges som om at Oswald fungerede som undercover agent.

(( h-Fritz + h-Craig + h-Baker + CE 1967 + 1992 + 1993 + RTJ 173 + wr 160 + O´176))

 

22 november 1963 kl. ca 12.45 / Det forhåndenværende vidne der gled af hænde

Dallas politiinspektør: J. Herbert Sawyer udsender følgende signalement over politiradioen:

”Den efterlyste er en slank hvid mand, ca. 30, 178 cm. Og 75 kg. Og han bar noget der lignede en 30-30 eller en slags Winshester.”

Centralen: ”Har I noget om beklædning?”

”Det husker mit forhåndenværende vidne ikke noget om”

Umiddelbart virker dette signalement ikke påfaldende. Derimod er det påfaldende hvad denne meddelelse mangler.

Et vidne der kan opgive et sådant signalement må nødvendigvis have set den person signalementet omhandler. Og vil således være i stand til at fortælle hvor -eller omtrent hvor- pågældende da befandt sig. Meddelelsen om hvor den pågældende er set, er endda vigtigere end selve signalementet. Det må jo være dér sporene er friskest og der endda er en reél mulighed for at gerningsmanden stadig opholder -eller er tæt på.

Oplysningen om hvor vidnet har set gerningsmanden mangler både i den udsendte meddelelse og i den øvrige radiokommunikation.

Senere skulle Sawyer forklare overfor Warren Kommisionen, at vidnet havde lokaliseret skytten til det sydøstlige hjørnevindue på sjette sal i Skolebogslageret. Om man skal tro dette udsagn, må inspektøren således have gjort sig skyldig i grov tjenesteforsømmelse ved at tilbageholde en så fundamental oplysning. Fra det tidspunkt hvor signalementet udsendes, skal der gå en lille halv time før der er politifolk fremme ved vinduets inderside.

Signalementets ”ud af det blå”-karakter understreges af kaptajnens beskrivelse af det ”forhåndenværende vidne:

”…..han var -jeg husker ikke hvad han havde på. Jeg husker at det var en hvid mand og at han hverken var ung eller gammel. Han var der bare. Det er eneste 2 ting jeg husker om ham”

Altså et vidne der har set forbrydelsen finde sted, uden at hverken navn eller adresse er noteret, og uden at der på anden måde er truffet foranstaltninger til at genfinde samme vidne. Ej heller synes der efterfølgende, intet at være gjort for at finde dette vidne.

((h-Sawyer + h-Brennan + WR + Sawyer Exhibit + RTJ kap. 5))

 

1963 22. November ca. 12.46 / Tippit dirgeres til yderkvarter

En patruljevognsbetjent, J. D. Tippit, med tætte kontakter til Jack Ruby, modtager angiveligt følgende ordre over politiradioen:

”Kør ind i centrale Oak Cliff”

Denne ordre skulle altså være udsendt få minutter efter at alle vogne er dirigeret til Dealy Plaza. En patruljevogn er således dirigeret ud i et yderkvarter, hvor ingen ulovligheder er rapporteret. Ingen ses nogen sinde at have begrundet en sådan ordre.

(( ce 705, sd. 397 + RTJ afsn. 20))

 

1963 22. November 12.54 / Radiokontakt med Tippit

Politiradioen kalder -angiveligt igen Tippit op:

”Du er i Oak Cliff-området er du ikke?”

”Er ved hjørnet Lancaster og 8`”

”Du holdes i beredskab til hvad der end må ske”

Dette er den eneste bekræftelse af sin art i radiologbogen, hvorefter der repeteres formålet med patruljering. Hvorfor interesserer centralen sig så voldsomt for en vogn i et yderkvarter, hvor intet vides at være sket. Medens området omkring Dealy Plaza er en heksekedel.

Oak Cliff er nu, og i de næste 20 minutter, hvor det træder ind i verdenshistorien, et ganske almindeligt boligkvarter som der findes mange af omkring de amerikanske storbyer. Senere får det en central betydning. Her bor både Oswald og Ruby, her myrdes betjent Tippit. Her arresteres Oswald, men det er der jo ingen der ved endnu -eller?

((ce 705 sd. 401 + rt kap. 15))

 

1963 22. November 1963 kl. 12.58 / Afspærring af skolebogslageret

Nu, -og ikke før, forsegles og afspærres skolebogslageret. Dette bør ses i sammenhæng med at der i Dal-Texbygningen blev foretaget arrestation, grundet blot tilstedeværelse, allerede få minutter efter 12 .30.

(( H-Fritz))

 

 

1963 22´nov. Ca. 13.03 / Oswald går ind i sit pensionat / Overhugget vidneudsagn

Oswald går ind i sit pensionat. Husholdersken for Warren Kommisionen:

”……han kom ind og jeg ser op og sagde ”Nå, de har nok travlt”, -han sagde ikke noget -ikke en lyd. Han gik ind på sit værelse og blev der en 3-4 minutter….”

Derefter havde han straks forladt huset.

Denne forklaring blev lagt til grund af Warren Kommisionen, og indgik i dennes rekonstruktion af hans færden fra præsidentmordet og frem til det senere mord på betjent Tippit. Men igen er der tale om et overhugget vidneudsagn -resten af husholderskens udsagn er underkendt. Heri forklarede hun at en politibil var kørt hen foran huset:

”Ja -den standsede direkte foran mit hus og den bare ”dyt dyt”…..”

”Hvor var Oswald da dette skete?”

”På sit værelse”

”Det var efter han var kommet ind i sit værelse?”

”Ja”

Husholdersken forklarede videre at vognen kørte bort inden Oswald igen forlod pensionatet. Hele forklaringen om politibilen udfor Oswalds værelse blev underkendt med den begrundelse, at den eneste patruljevogn i dette område var Tippits.

((epd + RTJ 168 + H-Roberts))

 

22. November 1963 13.08 / Tippit kalder radiocentralen -forgæves

Betjent Tippit kalder radiocentralen. 2 gange med få sekunders mellemrum. I begge tilfælde bliver opkaldet tilsidesat for et der går ind senere. Disse to opkald er udeladt i den udgave af radiologgen, som FBI overdrager Warrenkommisionen.

Bemærk her en parallel til Palmemordet. Også her var der vægtige indicier om manipuleret radiolog.

((RTJ 206 + ce 705 sd. 406 +ce 1974 sd. 48))

 

22. November 13.12 / Patronhylstre findes i skolebogslageret

Nu -og ikke før- findes patronhylstre under det sydøstlige hjørnevindue, på sjette sal i Skolebogslageret

((Rt 89))

 

22. November ca. 13. 14 / Tippit myrdes -med to forskellige slags ammunition

Betjent Tippit myrdes. Han bliver fundet liggende død ved sin patruljevogn ca. 3 km. Fra Dealy Plaza. I alt fem skud var affyret imod ham, med 2 forskellige slags ammunition. Et vidne så 2 mennesker på gerningsstedet, foruden Tippit selv, umiddelbart før skuddene faldt. Der blev aldrig foretaget en afhøring, af personer der foretog alarmopkald. Senere vil drabet blive tillagt Oswald alene.

Denne slutning -og grundlaget for den- vil blive taget under nærmere behandling, under afsnittet om Warren-rapportens tilblivelse.

((h-Benavides + rt afsn 14 -15))

 

22. November ca. 13.22 / Flere meldinger om riffel fundet i skolebogslager

Riffel findes i samme lokale som patronhylstrene. Mærkelig forvirring om hvilken riffel der er tale om. Først beskrives den som en Britania. Så som en 7,65 mmMauser. Først derefter som en Manlicher Carcano 6,5 mm. Karabin, der findes med skævt monteret kikkertsigte.

((RTJ 82 + 114 + O´17-18 + 99 - 100))

 

22. November kl. ca. 13.45 / Oswald arresteres

Følgende meddelelse udsendes over politiradioen i Dallas:

”Har fået oplysning om at en mistænkt er gået ind i Texas Theatre på West Jefferson”

Meddelelsen byggede på et opkald fra en skoforretning tæt ved biografen Texas Theatre. Bestyreren, Johnny Brewer, forklarede senere overfor Warren Kommisionen:

”Vi lyttede til en transistorradio dér i forretningen….og de brød ind med en meddelelse om at præsidenten var blevet skudt…..og de fortalte at en betjent var blevet skudtt i Oak Cliff”

Og senere:

”Vi hørte et udrykningshorn der kom ned ad East Jefferson….jeg så op og ud imod gaden og politibilerne….og så den mand gå ind i nichen (mellem fortovet og forretningens indgangsdør) ….Ja og han stod der med ryggen til gaden….Jeg hørte politibilerne komme op ad Jefferson, og han trådte ind og politiet gjorde et U-sving og kørte tilbage ad East Jefferson…..Ja, udrykningshornene blev fjernere…….Oswald så over skulderen og vendte sig og gik op ad West Jefferson mod biografen.”

”Hvorfor lagde De mærke til netop den mand?”

”Han virkede nærmes komisk….”

”Lagde de mærke til noget videre medens han stod i nichen?”

”Nej han stod bare og stirrede”

”Så han på varerne?”

”Nej, ikke på noget bestemt. Han stod bare og stirrede…Han gik ind i Texas Theatre og jeg gik hen imod biografen og spurgte Mrs. Postal om hun havde solgt en billet til en mand i brun skjorte, og hun sagde nej, det havde hun ikke.”

Brewer alarmerer herefter politiet og minutter efter er biografen omringet, og Oswald arresteres. Ved arrestationen trækker Oswald en revolver, det er af nogen udlagt som at han ville skyde sig fri. Det forekommer dog ikke sandsynligt at har villet skyde sig ud imellem mindst 15 bevæbnede betjente i en omringet biograf. Det forekommer mere rimeligt at antage at Oswald trækker pistolen frem for at undgå arrestation. I Dallas gjaldt den regel at det er lovligt at bære et våben åbenlyst, men ulovligt at bære det skjult. Dette stemmer også med at Oswald ved denne arrestation råber:

”Jeg modsætter mig ikke arrestation! Jeg modsætter mig ikke arrestation!”

Selve det at arrestationen finder sted i en biograf, bør vække en vis eftertanke. En biograf i 1963 havde ringe lighed med nutidens termitbo.artige do. De var alle enkeltsals -tit en stor sal, og der var mange af dem.

En sovjetisk lærebog i agentvirksomhed, medbragt af en afhopper, skriver følgende om agenters brug af biografer:

”Efterretningsofficerer kan med fordel gøre brug af biografer til agent-kontakt, ved at holde møde i den. Faktisk er der kun få mennesker i de fleste biografer, især på hverdage i arbejdstiden. Biografer der ligger udenfor bykernen er ofte næsten helt tomme. Derfor, ved at fremmøde på et aftalt tidspunkt i en aftalt biograf, og ved at drage fordel af de mange tomme sæder, kan efterretningsofficeren og agenten holde møde i selve biografen.”

Denne brug af biografer var almindelig i al agentvirksomhed. Den israelske efterretningstjeneste havde, f.eks., hele sit agentnet i Paris opkaldt efter den biograf hver enkelt boede tættest på. Også FBI vides at have brugt metoden.

Disse overvejelser bør dog ikke afholde fra at undersøge den mulighed at Oswald søgte ind i biografen, simpelthen for at skjule sig.

Denne mulighed forekommer dog urimelig af flere årsager. Dels kan det forventes at politiet vil gennemsøge alle offentlige steder indenfor en stor radius fra et mordsted. Desuden gik Oswald ind uden at købe billet, og risikerede således at vække ekstra opmærksomhed. Faktisk forklarede billetdamen for kommissionen at hun havde bemærket at han var gået ind i biografens foyer.

Der kan dog også spørges: Hvor megen grund har der egentligt været til at gemme sig en halv time efter gerningstidspunktet. Det pågældende sted lå også 8 blokke, gennem byområde, fra gerningsstedet. Spørgsmålet bliver hvor han har været henne siden han forlod sit pensionatsværelse og hvorfor?

((WR 176 + O´kap 9 + 12 + RTJ + kap. 14 - 15 + h- Brewer))

 

22 november -Eftermiddag / Dallas-myndighederne afskærer sig fra tiltale mod Oswald

Efter at arrestationen har fundet sted, behandler både Dallas-Politiet og den lokale anklagemyndighed sagen på en mærkelig måde. De forsømmer at muliggøre en anklage mod Oswald. Faktisk afskærer de muligheden.

Den fungerende amerikanske justitsminister Katzenbach, er bekymret over at anklageren dømmer Oswald skyldig under flere pressekonferencer. Ejheller har Oswald fået beskikket en sagfører. Oswald må selv råbe ud til journalisterne:

”Kan nogen af jer skaffe mig en sagfører?”

Katzenbach kender endda langtfra til hele miseren. Faktisk har Oswald ikke fået nogen anklage for præsidentmordet forkyndt. Efter arrestationen blev der foretaget line ups -ugyldige efter alle regler. Katzenbach prøver at komme igennem til Dallas pr. telefon, men bliver afvist. Begrundelsen er at sagen formelt hører under Dallas-politiet.

Han er ikke alene om sin bekymring, højesteretpræsident Earl Warren erindrer sig en sag hvor Højesteret måtte frifinde en morder der havde tilstået. Det skyldtes netop sådanne formelle fejl som Dallas-politiet nu laver i hastigt tempo.

Uanset om Oswald er skyldig eller ej, tyder meget på at han måtte frifindes allerede på grund af de formelle fejl. Hvorfor blev sagen behandlet på denne måde? Der kan næppe gives andet svar end at personer i nøglepositioner, har vidst at sagen aldrig ville komme for retten.

Oswalds ejendele bliver ransagede, men selvom han tillægges besiddelse af både en riffel og en revolver, bliver der ikke fundet anden ammunition end den der er efterladt i disse våben, eller kastet ud af samme. Dette bør ses i sammenhæng med, at den mindste mængde patroner der kan købes ad gangen er en æske med enten 20 eller 50 stks. Ved drabet på Tippit blev der endda anvendt patroner af 2 forskellige fabrikater.

((epd 378 + sk 141 - 151 + RTJ + O´))

 

1963 22 november kl. ca. 19.25 / FBI-rapporten bestilles

Efter at være kommet tilbage til Washington, ringer den nye præsident, Lyndon Johnson, til FBI-direktøren, J. Edgar Hoover. Johnson kræver en fuldstændig rapport. Hoover sender 31 FBIagenter til Dallas.

 

22 November 1963 Kl. 20 og fremad / Én obduktion med to resultater

Præsidentens lig bliver obduceret på Bethesda Naval Hospital, I Washington.

Rapporten fra denne obduktion gengives naturligt nok både i den oprindelige FBI-rapport, og i den senere Warren-Rapport. Men i den mellemliggende tid, er den blevet til to væsensforskellige rapporter.

Ifølge Warren-rapporten fandtes præsidentens skudsår i hjernekasse, strube og nakke. FBI-rapporten nævner intet om skudsår i nakke , men derimod et skudsår omkring 15 cm. under højre skulder.

Vi står altså her overfor 2 forskellige ”officielle sandheder” hvoraf kun én -højst, kan være sandfærdig. For at finde ud af hvilken, bør vi se på hvilken der er bedst underbygget.

Læseren vil måske spørge om en sådan undersøgelse er umagen værd. Selvom der er åbenlys uoverensstemmelse, hvorfor så hænge sig i om et skudsår sidder nogen cm. længere oppe eller nede?

Men faktisk afhænger det meste af sagen i dette spørgsmål!

Det senere fastlagte undersøgelsesresultat fra Warren Kommisionen, lød at Oswald, alene og på egen hånd, havde skudt mod kortegen, fra Skolebogslageret. Han skulle endda have anvendt et billigt postordregevær. Denne slutning var ikke umiddelbart forenelig med en amatørfilm optaget af en Dallas-konfektionsfabrikant, Abe Zapruder. Han havde stillet sig nedenfor græshøjen for at filme kortegen, havde det forfængelige håb at præsidenten ville vinke til kameraet. I stedet fik han et verdenshistorisk dokument på strimlen.

En billed-for-billed analyse af Zapruders film viste at det tidligste punkt på filmen hvor præsidenten kunne være ramt var billede 207, medens guvernør Conally ikke kunne være ramt efter billede 240. Da kameraet optog 18,3 billede pr. sekund måtte disse skud således være faldet indenfor 1,8 sekund.

Prøveskud med det gevær Warren Kommisionen, udlagde som mordvåbenet, udfandt dog at det mindste tidsspand mellem 2 skud var 2,3 sekund. Og det var endda et teoretisk minimum, der ikke gav tid til at sigte. Udvejen af dette paradoks fandt Warren Kommissionen i ”enkelt skud-teorien” hvorefter Kennedy og Conally blev ramt af det samme skud. Denne forklaring muliggjorde Warren Rapportens konklusion, at Kennedy blev ramt af 2 skud. Dels det fatale skud i hjernekassen og dels et skud i nakken der gik videre ud igennem struben og ramte Conally i ryggen.

Denne konklusion forudsætter at Kennedy blev ramt i nakken og ikke under skulderen. Så med denne ”enkeltskud-teori” står og falder hele Warren Rapportens konklusion, om præsidentmordet som et enkeltmands værk. Der er således god grund til at underkaste spørgsmålet en nærmere undersøgelse. En sådan kan begynde med hvilken dokumentation der foreligger.

I den oprindelige FBIrapport er angivelsen af skudsårenes placering, fulgt op med fotos af præsidentens beklædning. Herunder fotos, der viser bagsiden af jakke og skjorte. Der er tydelig markering og forstørrelse af et skudhul, henholdsvis ca. 13,5 cm. Og 14,5 cm. under overkanten. Dette bekræftes ogå af de læger der stod for obduktionen. Altså støtter skudhullernes placering i tøjet, entydigt konklusionen i den oprindelige obduktionsrapport. Som gengivet i FBIrapporten.

Warren Kommisionen, derimod, kan ikke underbygge sin påstand på samme måde. Her er fotografierne af præsidentens beklædning gemt væk i bilagene. Her vises således et foto af præsidentens skjorte. Dette foto har en væsentlig forskel i forhold til FBIrapportens do. Nemlig at skudhullet hverken er markeret eller forstørret. Hvis man ved hvor man skal lede, kan det dog ses samme sted som i FBI-rapporten.

Anderledes med billedet af jakken. På alle fotografier fra Dallas, fremtræder denne elegant lysegrå. Medens den i Warren Rapportens bilag er blevet udtæret bedemands-sortgrå, hvorved alle konturer er blevet usynlige, også skudhullet.

Warren Rapportens variant af obduktionsrapporten synes at være opstået ved at den oprindelige FBI-rapport er skåret til, så den stemmer med ”Èt-skud-teorien”. Dette bekræftes af at elementer, der er uforenelige med denne teori, dukker op i selve Warren Rapporten -omtrent som juledekorationer dukker op i februar. I Rapportens obduktionsrapport, der ellers har flytte et skudhul fra ryggen op i nakken, er alligevel følgende sluppet forbi:

”Udsnit fra sårene i henholdsvis baghoved samt øvre højre side af brystkassens bagside er i alt væsentligt ens”.

Andetsteds gengives en forklaring fra en Secret Service-agent, Bennett, der deltog i kortegen i vognen næst efter præsidentens:

”…..og jeg så det skud ramme præsidenten omtrent 10 cm. Under højre skulder….”

Dette kommenterer rapporten endda med:

”Der må tillægges Bennett´s iagttagelse stor vægt….”

Uanset hvordan denne obduktionsrapport end er fremkommet er der dog bred enighed om at resultatet er yderst mangelfuldt. Det medicinsk sagkyndige medlem af Kongressens attentatudvalg (se 1976-efterår), Cyril Wecht), betegner den som:

”Den mest inkompetente og overfladiske obduktionsrapport jeg har set.”

En kollega, Charles Wilber, direktør for retsmedicinsk institut ved Coloradouniversitetet og medlem af det amerikanske akademi for retsmedicin, synes enig med Wecht. Hans kritik kan dog ikke gengives her, den er omfattende nok til at være udkommet i bogform. Hans gennemgang af den i Warren Rapporten gengivne obduktionsrapport fylder omtrent 200 sider. Rapporten selv fylder kun 9 sider.

Selvom rapporten er mangelfuld, rummer den dog ting, man ikke plejer at finde i obduktionsrapporter. Den rummer angivelser af skuddenes antal, og hvor de kom fra. Ting der på obduktionstiden langtfra var færdigefterforsket. Det bekræfter yderligere dens karakter af bestilt manipulation med kendsgerningerne.

I øvrigt gælder at der før en obduktion foreligger en dødsattest. I denne sag foreligger en sådan, udstedt af præsidentens livlæge, på Parkland Memorialhospitalet i Dallas. Den beskriver entydigt, et skudhul under højre skulder.

((EPD 734 + q 45 - 57 + H-Humes + CE 387 + 393-395 + WR 539 - 545 + 111 + TV-LWT + Wilber))

 

22. November 1963 Sen aften / Ruby søger at komme ind på Dallas politistation -forgæves

Jack Ruby søger at komme ind på Dallas politistation. Først under påskud af af ville give betjentene sandwishes. Derefter som ”Tolk for den israelske presse”, -han når dog ikke at komme i nærheden af Oswald.

Oswald er afhørt i alt 7 timer den dag. Uden stenografisk diktat, og uden at en båndoptager er fremskaffet.

((O` EPD 482 + 376))

 

23 november kl. 1.30 / Første konspirationsteori

For første gang bliver Oswald nu anklaget for præsidentmordet, ”…som led i en kommunistisk sammensværgelse”. Den første konspirationsteori er søsat.

Katzenbach kontakter dog straks anklagemyndigheden i Dallas, og får denne tilføjelse fjernet.

((epd 330))

 

23 november i øvrigt / Oswald afhøres uden stenograf eller lydoptagelse / Beediget erklæring afgives

Jack Ruby forsøger under nye påskud at komme ind på politistationen, hvor Oswald fortsat er fængslet. Gennemsnitsamerikaneren ser fjernsyn i 10 timer og Oswald bliver afhørt i 3 timer, stadig uden stenograf eller båndoptager.

Efter at myndighederne i Dallas har offentliggjort at den fundne riffel er en italiensk Manlicher Carcano 6,5 mm. , indfinder en overbetjent, Seymour Weitzman, sig hos Notarius Publicus og afgiver en beediget erklæring om at den fundne riffel var en 7,65 mm. Mauser, med flere detaljer uforenelige med den officielle forklaring. Da Weitzman senere afhøres af Warrenkommisionen, modsiger han denne forklaring. Forklarer nu at han ”kun så et glimt af riflen”. 10 år efter opsøges han i Dallas af en journalist, som får at vide at han er bortrejst uden at opgive ny adresse, og har taget navneforandring.

((H-Weizman + O ´ + sk. 54 + rt 409 + epd 330 + 560))

 

24 nov. Morgen -Formiddag / Mangelfulde sikkerhedsforanstaltninger før Oswalds overførsel

Dallaspolitiet foretager omfattende forberedelser til beskyttelse af Oswald ved overførselen fra Politistationen til Amtsfængselet. Undersøger endda elevatorskakte. Dog lader de en indgang stå helt ubevogtet

Oswald afhøres i 2 timer, stadig uden stenograf eller båndoptager.

((sk 65 + O ´))

 

24 november omkring 12.21 / Oswald myrdes

Oswald bliver ført ud i Politistationens parkeringskælder, før planlagte sikkerhedsforanstaltninger er truffet. Ansvaret for dette er aldrig klarlagt. Ingen har rigtigt syntes at prøve.

Jack Ruby springer ud af mængden af politi- og pressefolk og skyder Oswald, der kort efter dør på Parkland-hospitalet. Ruby kan dog ikke -alene- gøres ansvarlig for Oswalds død. Oswald havde haft mulighed for at overleve, hvis ikke det var for Dallas-Politiets førstehjælp. Dette er beskrevet som både inkompetent og kontraproduktivt. Det falder egentligt i tråd med at muligheden for en egentlig tiltale mod Oswald, er blevet afskåret.

((sk + rt 209 - 229 + epd))

 

24 november Eftermiddag / Da Stalin hjalp FBI

Marina Oswald blev efter mordet på hendes mand anbragt i en ”beskyttelsesarrest”. Secret Service og FBI har improviseret den på et motel uden for Dallas. De forklaringer der er mest belastende for Oswald, bliver afgivet under dette ophold.

Arresten bliver kun en fortsættelse af den isolation hun har levet under, hele sit ophold i USA. Marina nåede aldrig at få mere end spredte menneskelige kontakter. Såsom til hendes egen familie, Ruth Paine som hun boede hos i lange perioder, og spredte kontakter i det russisksprogede samfund i Dallas-Fort Worthområdet. Denne omgangskreds har virket yderligere isolerende, idet den har hindret hende i at lære engelsk. Både Oswald og Ruth Paine talte russisk, og brugte dette sprog indbyrdes for at træne denne færdighed. Og det russisksprogede samfund var en blanding med en kærne af flygtninge fra den russiske revolution, og disses efterkommere. De var fundet sammen for at dyrke deres gamle lands kultur og sprog.

Marina havde således ikke haft mulighed for at blive amerikaniseret. Har ikke haft mulighed for at aflægge det diktatur-tankesættet der er indbygget i den russiske folkesjæl siden Djengis Kahn.

Et begreb som menneskerettigheder overfor statsmagten, har for Marina været en tom abstraktion. Hendes begreber om afhøring har været at den afhørte skal sige hvad afhøreren helst vil høre. Marina var kommet ind i landet på immigrationsmyndighedernes gode vilje. Og uanset om de havde magt til at sende hende tilbage, kunne Marina næppe forestille sig andet end at hun ville blive behandlet efter forgodtbefindende. I et interview fra 1974 siger Marina selv hvad hun mener der ville ske hvis hun blev sendt tilbage:

”Åh nej, de ville sætte mig i fængsel eller sådan noget!”

Uanset hvor reél denne bekymring har været, må tages i betragtning at i 1963 lå Stalinismen kun et lille tiår tilbage. Indtil Stalins død kunne lovlydige russere blive sendt i døden i sibiriske straffelejre, med begrundelser som at have undervist i fremmedsprog, eller uden grund overhovedet.

Alt dette burde ikke have forhindret at hun blev afhørt på en sober måde, der egnede sig til at få sandheden frem. Det lader dog ikke til at have været tilfældet. Overfor Warren Kommisionen forklarede hun at en Secret Servicemand havde sagt:

”…..at hvis jeg ønskede at bo her i landet, blev jeg nødt til at hjælpe i denne sag.”

Kommisionen foretog sig intet i forbindelse med det pres der blev lagt på Marina. Yderligere blev hun på motellet opsøgt af en repræsentant for immigrationsmyndighederne. Marina forklarede:

”Det var en slags introduktion før jeg skulle afhøres af FBI. Han sagde endda at det ville være bedre for mig hvis jeg ville hjælpe dem.”

Hun sammenfattede sine erfaringer med FBI således:

”Jeg tror at FBIagenterne vidste at jeg var bange for at……, efter alt hvad der var sket, ville jeg ikke kunne forblive i landet, og på en eller anden måde udnyttede de dette til deres eget formål, på en høflig meget høflig måde, så man bagefter ikke kunne anklage dem for noget. De antydede på en meget dygtig udspekuleret måde”

En sådan forhørs måde er lidet egnet til at nå frem til nogen sandhed. På lukkede møder i Warren Kommisionen blev Marinas udsagn betegnede som selv- og indbyrdes modsigende. At hun ”tillempede sandheden” til hvad hun mente kommissionen helst ville høre. At hun lod for mange spørgsmål stå ubesvarede. At hun var et ”i bedste fald utroværdigt vidne” Et medlem skrev i et internt memo:

”Marina Oswald har løjet overfor Secret Service, FBI og denne kommission, gentagne gange om emner af vital betydning for mennesker i dette land og resten af verden”

Kommisionens velbegrundede betænkeligheder ved hendes udsagn blev dog ikke overhovedet nævnt i rapporten. Ejheller forhindrede de kommissionen i at bygge på hendes udsagn da den satte Oswald i forbindelse med hvad der kunne være et attentatforsøg, mod en højrefløjspolitiker i Dallas, i april 1963.

Det var rettet mod General Edwin A. Walker. Hans og præsident Kennedys veje var krydsedes få år før. General Walker havde under sin tjeneste i Vesttyskland, tvangsfodret de ham underlagte tropper med højreekstrem propaganda. Han tog sin afsked i november 1961, efter at Kennedy havde pudset sin forsvarsminister på ham.

Generalen kom dog langtfra til at ligge på den lade side, men gik ind i politik. I Dallas fandt han gehør for sine højreekstreme synspunkter.

En aften i april 1963 er han, tilsyneladende tæt på at blive dræbt. Medens han sidder ved et skrivebord, bliver der skudt ind ad et vindue, få meter væk.

Marina forklarede at Oswald den aften var kommet sent hjem og sagt at han havde skudt mod general Walker. Kommisionen tog denne oplysning for gode varer, selvom den afviste en lignende forklaring Marina havde givet om at Oswald havde forsøgt at skyde mod Richard Nixon. Hun forklarede ved en afhøring at Oswald skulle have forsøgt at skyde den da tidligere vicepræsident. Endda på et tidspunkt hvor han ikke var i Dallas. Hun fastholdt:

”Jeg var absolut sikker på at det var Nixon…”

Kommisionen har altså igen hugget et udsagn igennem. Her blev det begrundet med hvad der blev betegnet som ”fysiske beviser”. Disse bestod i et fotografi af Walkers hus taget fra den side skuddet kom fra. Det var angiveligt fundet blandt Oswalds ejendele, opmagasineret i Ruth Paines hus i Erving. Det forekommer urimeligt at Oswald, hvis han var skyldig i dette attentat, ville beholde dette billede, endda over flere flytninger.

Billedet rummer en ejendommelig detalje. Det viser en bil parkeret foran huset. Men billedet har en mørk plet, således at nummerpladen ikke er synlig. Marina forklarede for kommissionen:

”Da FBI første gang viste mig dette fotografi husker jeg at nummerpladen, nummeret på pladen, var på fotografiet. Det havde sorte og hvide tal, der var ingen sort plet som jeg kan se på det nu….Jeg ville have husket det hvis der var en sort plet på bagenden hvor nummerpladen skulle være.”

Hvad kan formålet være med at fjerne et indregistreringsnummer fra et foto?

I modsætning til Danmark, hvor en nummerplade oftest følger en bil fra indregistrering til skrotning, kan nummerplader i USA udløbe eller blive fornyet af mange årsager. Det kan således ofte læses af en nummerplade, på et foto af en bil, hvornår billedet er taget. Hvis nummeret havde bekræftet Marinas udsagn, var det da blevet tildækket?

Et andet angiveligt fysisk bevis var en håndskreven seddel på russisk som Marina angav at hun havde fundet i Oswalds værelse, således gengivet på engelsk i Warren Rapporten:

1/ Dette er nøglen til postboksen som er på hovedpostkontoret i den indre by, på Ervay Street. Det er den samme gade hvor den drugstore, hvor du altid har ventet er. Du vil finde postboksen i Postkontoret som ligger 4 blokke fra drugstoren i den gade. Jeg har betalt for boksen sidste måned så det behøver du ikke bekymre dig om.

2/Send meddelelse angående hvad der er sket til ambassaden og vedlæg avisudklip (hvis der skulle stå noget om mig i aviserne) Jeg tror at ambassaden vil komme dig hurtigt til hjælp når de får det at vide.

3/ Jeg har betalt huslejen til den anden så det skal du ikke bekymre dig om.

4/ Fornylig har jeg også betalt vand og gas.

5/ Pengene fra arbejde vil måske komme. Pengene vil blive sendt til vores postboks. Gå i banken og hæv checken

6/ Du kan enten kassere mit tøj m.v. eller give det væk. Behold det ikke. Dog vil jeg helst have du beholder mine personlige papirer (militære, civile etc.)

7/Nogle af mine dokumenter er i den lille blå taske

8/ Adressebogen kan du finde på mit bord i arbejdsværelset, hvis du får brug for den.

9/ Vi har venner her. Røde Kors vil også hjælpe dig.

10/ Jeg har efterladt dig så mange penge som jeg kunne, 60 dollars til den anden. Du og barnet kan klare jer i 2 måneder til, hvis I bruger 10 dollars pr. uge.

11/ Hvis jeg er i live og taget til fange, ligger byens fængsel for enden af den bro som vi altid kom forbi når vi skulle ind til byen (til højre i begyndelsen af byen efter broen)”

I Warrenraporten findes denne tekst gengivet som en ”oversættelse”. Dermed dækkes der over at der kun er tale om en fortolkning. Og at Oswalds skriftlige russisk var ubehjælpsomt. Fortolkningen blev til på en tid, da russiskkyndige var en meget sjælden race på denne side af jerntæppet. Da en russisk tekst kunne fortolkes efter forgodtbefindende, da der var meget få muligheder for kontrol. I dette tilfælde er originalteksten endda gemt væk i Warren Rapportens bilag.

I dag, et halvt århundrede og en uddannelseseksplosion senere, er situationen en ganske anden. Der er flere cand. mag. er i russisk end der er arbejde til. For at råde bod på dette forhold tog jeg en kopi af den originale tekst og sendte den til bedømmelse hos en cand. mag. I russisk. Han svarede:

”Teksten er af en sådan kvalitet, at hvis den engelske oversættelse ikke havde været med, havde det nærmest været umuligt at forstå hvad der står skrevet rent meningsmæssigt.”

Ordet ”nærmest” i ovenstående tekst bør betragtes på baggrund af den ledende effekt der har ligget i den engelske tekst. Det er altså problematisk at betragte denne seddel som et fysisk bevis. Selv taget for pålydende rejser ”oversættelsen” flere problemer.

Den bærer præg af russiske forudsætninger ved omhyggeligt at gøre rede for hvor fængslet ligger. Overflødigt i USA, medens i Sovjet mennesker under Stalin kunne blive fængslet uden at deres pårørende anede hvor de befandt sig.

Såfremt det alligevel lægges til grund at det var Oswald der affyrede skuddet mod general Walker, rejses nye problemer, men denne gang om præsidentmordet. Skuddet mod Walker ramte ikke selv om det blev affyret på få meters afstand mod stationært mål. Medens skuddene mod Kennedy, var mesterskud, som end ikke skarpskytter har gjort Oswald efter, med det våben der blev tillagt ham. Også ud fra en motivbetragtning er det svært at antage at den samme mand skulle have skudt efter både Kennedy og Walker. Disse to var politiske modpoler.

Hvad hændte der videre Marina:

Den isolation som Marina levede i synes at ophøre sammen med beskyttelsesarresten. Et ejendommeligt træk er at den meget nære forbindelse med Ruth Paine ophører fra den ene dag til den anden. Efter mordet på Oswald står Marina alene med to børn i et meget fremmed land, hvis sprog hun ikke behersker. Hun synes altså at have endnu mere brug for Ruth Paines hjælp end nogen sinde før. Alligevel er forbindelsen afbrudt uden at nogen af parterne har begrundet hvorfor.

Her må tages i betragtning at efterretningstjenester er i stand til at etablere rent personlige bekendtskaber på skrømt.

Et sådant er beskrevet at Kari Storækre, gift med den spiondømte Arne Treholt. I 1980 boede parret i New York hvor Treholt arbejdede for den norske FN-delegation. De fik af Udenrigstjenesten anvist en lejlighed. Her gjorde parret bekendtskab med et ægtepar, Glennon, der tilsyneladende tilfældigt boede på samme etage. Storækre beskriver her deres bekendtskab:

”Efter sommeren lærte jeg rigtigt Barbara Glennon at kende, og i mine øjne var hun en herlig pige…..Vi talte om bøger, skoler og politik, og jeg opfattede det sådan, at hun var nogenlunde på linje med mig….Hun var en frisk og frejdig, liberalt indstillet amerikanerinde………desuden havde hun humor.

Barbaras store sorg var, at hun endnu ikke havde fået et barn….

Jim (Glennon) var et sympatisk menneske. Arne og han blev gode venner med det samme….han gav mig indtrykket af at være hæderlig. Han havde to børn fra et tidligere ægteskab, men de boede hos moderen i Connecticut.

Jeg kan huske der var mange billeder af børnene i deres lejlighed….

Afskeden mellem os, da Arne og jeg skulle flytte tilbage til Oslo, var rørende husker jeg. Barbara og jeg græd sammen….”

Under retssagen mod Treholt fik hun at vide at de mennesker hun kendte under navnet Glennon begge var FBIagenter, næppe hed Glennon og næppe har været gift med hinanden, ligesom alle deres oplysninger om børn mv., var et dække. De mennesker hun har betragtet som nære venner, var kun fiktion dannet for at undersøge Treholts spionageaktivitet.

Har Ruth Paines venskab med Marina, været ligedan ”Fjernstyret”?

Her bør man måske mærke sig at meget af Ruth Paine´s hjælp til Marina har været en slags bjørnetjeneste. Hun tilskyndede hende ikke til at lære engelsk. Tværtimod talte de altid russisk indbyrdes. Om nødvendigt fungerede Paine som tolk.

Dette har ikke kunnet undgå at forstærke Marinas isolation.

Selvom Marinas liv efter ”beskyttelsesarresten” bliver amerikaniseret, er det dog med en væsentlig undtagelse: Hun er aldrig blevet amerikansk statsborger. Påfalden i betragtning af at hun er enke efter en amerikansk statsborger, på ny er gift med en sådan, og har boet i landet siden 1962. Med et sådant statsborgerskab ville hun ikke kunne udvises. Er det årsagen til at hun ikke har fået det?

((H-Oswald + Q 91- 136 + WR 183-193 + ce 1+5+ epd 711+ People Weekly marts 1974 + O´+ Kari Strækre: ”God tur til Paris” Kbh. 1985 + RTJ. Omtalte Cand. Mag. i russisk er systemkonsulent Ole Kock))

 

24 november 1963 Kl. ca 16.21 / Brev fra Oswald bliver brændt

Brev Oswald har afleveret til FBI´s Dallaskontor bliver brændt, hvilket hemmeligholdes i 11 år

((sk 87))

 

26 november 1963 / Udsivning foregriber resultat

En FBI-udsivning går verden rundt. Udsiger at den endelige FBI-rapport vil konkludere at Oswald handlede alene og på egen hånd. Herhjemme dukker den op i BT under overskriften:

”Oswald ene om mordet”:

”Det forlyder i aften i Washington, at FBI´s rapport…..vil fastslå at mordet på prs. Kennedy ikke var resultatet af nogen form for komplot eller sammensværgelse…..”

Man kan spørge hvor en sådan udsivning er kommet fra, og hvorfor, men hovedsagen er at den virker autentisk. Fra nu af -og i de kommende mange år- bliver kendsgerningerne presset i form efter denne tese -eller det bliver forsøgt.

Lægestaben på Parkland Hospital havde efter præsidentens død afholdt en pressekonference. Bånd og filmoptagelser herfra blev beslaglagt af FBI og Secret Servise. Men inden da var den citeret verden over for at betegne præsidentens sår i struben som et indgangssår. Man stod således overfor det problem at samme skytte har ramt fra 2 sider.

New York Times citerede kort efter Dallaspolitiet og FBI for at Oswald skulle have skudt mod kortegen, allerede medens den befandt sig på Houston Street -altså med front mod Skolebogslageret, uopdaget af sikkerhedsfolkene. Dette forlydende er aldrig blevet officielt afkræftet, men af gået ved egen skrøbelighed. Alle optagelser viser en smilende og vinkende præsident, medens vognen drejer om hjørnet..

Forklaringen må således erstattes af en anden, og først i December citerer magasinet ”Life”, FBI-agenter for :

”8 mm. Filmen (=Zapruderfilmen) viser at præsidenten drejer sig langt mod højre. Hans strube er vendt mod snigskytterede -lige før han griber om den.”

Denne tese skulle få kejserens nye klæder-effekt. En dansk TV-kommentator sagde ved fremvisning af Zapruderfilmen (citeret efter hukommelsen):

”……han tager sig ikke til struben -han vender sig om.”

Denne fortryllelse varede dog kun nogle få uger, og siden har ingen kunnet se ud af filmen at præsidenten vender sig. Teorien måtte aflyses af den føromtalte ét-skudsteori. Denne forudsatte dog en flytning af skudsårene.

(( Dansk dagspresse, næste dag + RTJ))

29 november 1963 / Warrenkommisionen nedsættes / Sammensættes med inhabilitet

Efter prs. Johnson´s dekret nedsættes nu Warrenkommisionen. Med det formål -eller påskud- at foretage en uafhængig undersøgelse af præsidentmordet.

”…..herunder det påfølgende endeligt, der overgik den mand, som var sigtet for mordet.”

Et af dens medlemmer, fhv. CIA-direktør Allen Dulles, indleder nu den ”uafhængige undersøgelse” med offentligt at gentage førnævnte foruddiskontering, at heller ikke denne undersøgelse ville bringe nogen sammensværgelse for dagen. At han overhovedet får plads i kommissionen, vækker opmærksomhed. Han var blevet afsat af prs. Kennedy, efter Svinebugt invasionen.

Højesteretspræsident Earl Warren, havde først blankt afslået at blive overhovede for en sådan kommission, men blev derefter indkaldt til en personlig samtale med den nye præsident der foreholdt ham at der var fantastiske rygter i omløb, og at Han måtte tænke på den internationale situation. At alt dette kunne ende med krig hvis offentligheden blev pisket op, han fortsatte:

”De har været i uniform før, og hvis jeg beder Dem derom, vil de atter træ kke i uniformen for deres land!”

”Selvfølgeligt”

”Den opgave der nu forligger, er vigtigere!”

Denne opsang bør man nok have in mente, hvad angår spørgsmålet om Warren Rapportens formål.

((Q 13 + SK 225 + epd 705))

 

1963 9´december / FBIrapporten færdiggøres

FBI- Summary Report er færdig og videregives til prs. Johnson, men hemmelighedsstemples. Forståeligt, idet den divergerer fra den senere Warrenrapport. Således viser FBI-rapporterne et foto af præsidentens jakke, med et tydeligt skudhul under højre skulder. Altså uforeneligt med Warrenkommisionens konklusion, at Oswald handlede alene.

((Q 222))

 

1963 21. December / FBI-agent fjernes fra Oswalds addressebog

FBI udleverer en udskrift af Oswalds adressebog til Warrenkommisionen, men udelader indførelsen af en FBI-agent James Hosty. Denne udeladelse forklarer FBI med:

”Omstændighederne under hvilke Hostys navn o.s.v. fremgår af Oswalds adressebog var fuldt ud kendt for FBI.”

(( Q 34 - 38 ))

 

Vinteren 1963 / 1964 / Vigtige vidner dør pludseligt eller skydes

Annoncechefen på Dallasavisen ”News”, der gav Ruby et alibi for tidspunktet for præsidentmordet, dør pludseligt.

Bilhandleren Warren Reynolds, der så Tippits morder på ganske nært hold, men nægtede at identificere ham som Oswald, bliver skudt i hovedet. Men overlever. Sagen er fortsat uopklaret, bortset fra at det er fastslået at der ikke har været tale om røveri eller rovmord.

((epd 713 + rtj 278 + kap 9 + WR))

 

1964 / Kennedys efterfølger optrapper Vietnamkrigen

I løbet af dette år lader prs. Johnson USA´s militære tilstedeværelse i Vietnam, glide over i en egentlig krigsdeltagelse.

Hvad har det med Kennedy-mordet at gøre? Det har noget at gøre med følgerne. Sammenlign med indføringen for 1961 18`apr. Her modsætter prs. Kennedy sig en militær indgriben i Svinebugt-invasionen, med den begrundelse at den vil trække USA ind i en langvarig militær konflikt. Det er svært at forestille sig at han ville handle anderledes mht. Vietnam.

 

1964 13 januar / Supplerende FBI-rapport færdig

FBI Supplemental Report er færdig og overgives præsidenten. Men også den bliver hemmelighedsstemplet.

(( Q 222))

 

22 januar 1964 / Warrenkommisionen og Oswalds agentvirksomhed

Der indkaldes til hastemøde i Warrenkommisionen. Rygter i Texas havde betegnet Oswald som FBI-agent. Disse rygter var sat i gang efter artikler i en troværdig avis, Houston Post, af journalisten Lonnie Hotkins.

Typisk for kommissionens katten-om- den-varme-grød-taktik kom det aldrig på tale at gribe en telefon og bede denne Hudkins om en nærmere forklaring. I stedet blev det besluttet at hente Dallas statsadvokat Wade, Texas Justitsminister Waggoner Carr og ”alle andre Dallas-embedsmænd der havde kendskab til disse forlydender” til Washington og hemmeligt afgive forklaring ved kommissionens næste møde 27. Januar. Her diskuteredes muligheden for at forelægge problemet for FBI ´s direktør, J. Edgar Hoover.

Kommisionsmedlemmet Allen Dulles, der var forhenværende CIA-direktør, og således sagkyndig hvad angår agent-virksomhed, beskrev det opståede problem således:

” …..Det er frygteligt svært at modbevise sådan noget….Hvordan modbeviser man at en fyr har været ens agent? Hvordan modbeviser man dette?……jeg aner ikke hvordan noget sådant skulle kunne modbevises.”

Bemærk at problemet her bliver angrebet som et spørgsmål om at modbevise, og ikke som en egentlig undersøgelse af om rygtet er falsk, sandt eller hvad. Hvad Dulles egl. har sagt er vel at det ligger i agentvirksomhedens natur, at det bør være umuligt at bevise at nogen er agent. Således bliver det endnu mere umuligt at modbevise. De øvrige deltagere spørger herefter Dulles om han har haft agenter uden nogen form for registrering. Dulles svarer:

”Registreringen er måske ikke på papir”

Og til spørgsmålet om dog ikke i det mindste den der havde hvervet ham ville vide det:

”Jo, men det ville han ikke sige”

Højesteretspræsident Warren spørger herpå:

”Ville han sige det under retslig ed?”

”Nej jeg tror ikke han ville sige det under retslig ed…….Hvad jeg ville ind på er at, under alle omstændigheder, tror jeg at hr. Hoover vil sige at han ikke havde noget at gøre med den fyr.”

Da FBI-direktøren, J. Edgar Hoover, bliver forelagt forlydendet reagerer han stærkt benægtende:

”Alle og enhver meddeler er kendt for FBI-hovedkontoret.”

Derefter fulgte han op med at lade kommissionen tilflyde en erklæring der fastslog, at en gennemgang af FBI´s arkiver udelukkede at:

”Oswald nogensinde havde været agent for FBI, og at han nogensinde havde været tildelt et symbolnummer i så henseende.”

En uge senere lod han 10 FBI-agenter udstede beedigede erklæringer som igen benægtede at Oswald nogensinde havde været FBI-agent. Hoover kom dog aldrig med en tilfredsstillende forklaring på at han havde dækket over at en FBI-agent var indført i Oswalds adressebog, hvilket kommissionen kun fandt ud af ved et tilfælde.

Kommisionen kunne have kontrolleret alle disse forsikringer ved en afhøring af Lonnie Hudkins, men her blev der forudset et nyt problem. At denne ville påberåbe sig tavshedspligt, ved at henvise til beskyttelse af sine kilder.

Man valgte til sidst at afvise forlydendet som et ”beskidt rygte”. Ironisk nok lå netop FBI inde med information om at Hudkins ikke havde i sinde at dække over nogen kilde. Han var allerede blevet afhørt og havde her opgivet sin kilde som Allan Sweet, lederen af kriminal-undersøgelsesafdelingen ved Dallas sherifkontor. En rapport over det forhør var for længst tilgået kommissionen, men er aldrig nået frem til den endelige rapport eller dens bilag. Allan Sweet var derefter blevet afhørt af Secret Service, og rapporten derover blev tilbageholdt, endda fra USA´s nationalarkiv.

Først gennem retssager i 70erne, blev rapporten gjort offentligt tilgængelig. Af rapporten fremgår at heller ikke Sweet havde til hensigt at dække over nogen kilde, men havde opgivet denne som Dallas-vicestatsadvokat William Alexander. Denne var medvirkende ved arrestationen af Oswald i biografen. Han dyrkede personlig omgang med Jack Ruby, talte med ham så sent som selve dagen for attentatet . Alexander havde forfattet det første anklageskrift mod Oswald, iberegnet sentensen: ”…..som led i en kommunistisk sammensværgelse…”. Denne sentens fjernes efter indgriben af USA´s fungerende justitsminister.

Ligesom kommissionen afviste en nærmere undersøgelse af spørgsmålet om Oswald havde været agent for FBI, blev det heller aldrig undersøgt, hvorvidt han havde været agent for andet. I den forbindelse bør især bemærkes at Dallas var et kræftcenter for flere af USA´s ultrahøjre strømninger. Såsom ”National Indignation Convention”, ”Christian Crusaders”, ”Minutemen” og ”John Birch Society” der støttede General Walker. Det er måske i den retning man skal søge en forklaring på at denne stod i Oswalds adressebog.

((RTJ + Inq + O´ + Gerald Hill exhibit B + EPD))

 

1964 Februar / Undersøgelse af Rubys Cuba-forbindelser / Nossenkos afhopning

Warren kommissionen fremsender forespørgsel til CIA om Jack Ruby´s forbindelser til Cuba og cubanske interesser. Svare lod vente på sig i et halvt år.

Denne ventetid må ses på baggrund af at CIA dengang rådede over verdens hurtigste informatiksystem -før man overhovedet kendte til dette ord. Det bestod af et specialbygget edb-anlæg og en særlig mikrofotorobot. En CIAmedarbejder der ønskede oplysninger om et bestemt emne kunne blot fodre anlægget med nøgleord, hvorefter de relevante dokumenter dukkede op på en skærm, i løbet af 5 sekunder.

Svaret til Warrenkommisionen var at CIA intet havde på Ruby. Dette svar bør ses på baggrund af at Ruby foretog adskillige rejser til Cuba, både før og efter revolutionen, og at andre blev en CIA-sag blot de betræder den cubanske ambassade i Mexico.

En KGBagent, Yuri Nossenko, hopper af. Han medbringer hvad han udgiver for at være KGB´s sag på Oswald. Hverken han eller sagen bliver omtalt i Warrenrapporten.

Et øjenvidne til mordet på betjent Tippit, Domingo Benavides´ bror bliver myrdet. Benavides har hidtil forklaret at han ikke kunne identificere gerningsmanden som Oswald, nu ændrer han forklaring til at han kan.

(( rtj 303 + Sk 93+217+ Q 146 + WR 166 + H-Benavides + ur 179))

 

1964 Marts / Dom over Hoffa / CIA foregiver ikke at kunne hjælpe Warren-kommisionen

CIA´s leder erklærer overfor Warrenkommisionen at CIA:

”Vil have meget begrænsede muligheder for at hjælpe kommissionen”

Uagtet at CIA´s lovgrundlag indebærer pligt til indsamling af flest muligt oplysninger med relevans til den nationale sikkerhed. Og at Warrenkommisionen havde påpeget forlydender om en cubansk indblanding i Kennedy-mordet.

Hoffa idømmes 8 års fængsel for forsøg på påvirkning af nævninge i føromtalte sag. Trækker sig dog ikke som forbundsformand før 1971.

Sagen mod Jack Ruby afsluttes med hans dødsdom, efter at han har haft i alt 18 advokater. Det er aldrig blevet klarlagt hvordan de blev finansierede.

((tk 405 + sk 139 + 177))

 

1964 Maj / Edgar Hoover presser Warren-kommisionen

J. Edgar Hoover lader udsive materiale om et medlem af Warrenkommisionens stab, Norman Redlich. Han sørger for at en gruppe højrefløs-kongresmedlemmer kommer i besiddelse af materiale der viser at Redlich har haft tilknytning til en borgerretsorganisation, som han antyder er ”dække for uamerikansk virksomhed”.

Det lykkes for ham at få sagen sat på kongressens dagsorden. Et republikansk medlem går på talerstolen og erklærer at kommunister prøvede at fordreje bevismateriale for at lægge skylden for mordet på antikommunister:

”I betragtning af omstændighederne er det forbløffende- chokerende-utroligt, at finde at selvom en kompetent og uangribelig retslig undersøgelseskommite, kan findes i ethvert samfund i dette land, har Warrenkommisionen i sin stab en 100 dollar om dagen-konsulent som er medlem af ”Emergency Civil Liberties Commitee””

Denne komite var af kongressens sikkerhedsudvalg omtalt som en organisation der retsligt forsvarede ”kommunistiske lovbrydere”. Uagtet at den faktisk forsvarede ubemidlede anklagede af enhver politisk observans. Det lykkes for Hoover at få rejst en langvarig debat, som sætter Warrenkommisionen i forbindelse med ”uamerikansk virksomhed.”

Et halvt år senere bliver Warrenrapporten offentliggjort uden nogen form for kritik af FBI, endskønt denne tit var taget i at fordreje sandheden overfor kommissionen. Hoovers pression synes at være lykkedes

(( sk 156-159))

 

1964 Juni / Ruby vil afgive forklaring for Warren-kommisionen -men må ikke

Jack Ruby afgiver forklaring overfor Warrenkommisionen:

”Det er for dårligt, direktør Warren, at de ikke fik mig til Deres hovedkvarter for et halvt år siden….Sagen er, at med den magt de har, sammen med disse herrer, er der nu gået for lang tid til at det kan nytte noget, det jeg har at sige til Dem. Det er næsten for forfærdeligt at tale om.”

Og i det han refererer til et brev, hans sagfører, Joe Tonahill, havde sendt til kommissionen i marts måned, i hvilket Ruby anmodede om at måtte afgive forklaring for kommissionen så hurtigt som muligt:

”På det tidspunkt De først fik brevet, og jeg tiggede Joe Tonahill og de andre sagførere om at finde frem til sandheden om mig, så ville visse ting der sker nu, ikke være sket.”

Ruby hævdede videre at hans liv var i fare i Dallasfængselet og:

”De herrer, hvis De vil høre noget videre udsagn må De bringe mig til Washington snart, for det har noget at gøre med Dem, hr. Warren.”

Rubys tilbud om at tale hvis han kommer til Washington, bliver dog uden videre afvist. Da medlem af kommissionen, senere prs. Gerald Ford, prøver at stille spørgsmål om Rubys cuba-forbindelser, får han ikke lov at komme igennem med sine spørgsmål.

Warrenkommisionen forlanger det endelige udkast til Warrenrapporten skrevet om, da den beskriver Oswald ”for sympatisk”-

(( sk3 + H-Ruby + Q 131 + RTJ kap. 19))

 

1964 27´september Warren-Rapporten offentliggøres

Konkluderer at Oswald myrdede præsidenten, alene og på egen hånd. Dette resultat opnås ved en tendentiøs sortering og forvridning af det tilgrundliggende materiale. F. eks. Er enkeltskudsteorien underbygget således:

”Guvernør Conally´s udsagn og visse andre faktorer har affødt meningsforskelle om dennes sandsynlighed, men der er ingen tvivl i hjertet hos noget kommisionsmedlem om at alle skud der forårsagede præsidentens og guvernør Conallys sår var affyret fra 6´salsvinduet i Texas skolebogslager.”

Der hentydes her til et udsagn fra Conally, uforeneligt med enkeltskudsteorien. Conally blev senere USA´s finansminister, og således bestyrer for verdens største pengekasse. Man har således tilsidesat et udsagn fra en troværdigheds-VMkandidat.

Som yderligere bevis for rapportens konklusion blev opgivet at Oswalds fingeraftryk var afsat på kasser i skolebogslageret -hvor han var ansat som lagerarbejder.

Ved en rekonstruktion af forholdene på gerningsstedet prøvede skytter fra FBI at affyre skud med den karabin, der blev udlagt som mordvåbenet. Ingen var dog i stand til at gøre Oswalds påståede præstation efter. Selv ikke mod et stationært mål, og efter at sigtekikkerten var justeret. Det var den ikke da riflen blev fundet i skolebogslageret. Derefter blev eliteskytter fra det amerikanske skytteforbund sat til at gennemføre rekonstruktionen -med samme negative resultat.

Kommisionen ændrede dog ikke sin konklusion på denne baggrund.

Læseren af rapporten må sluge mange kameler, og dens beskrivelse af Oswalds færden efter gerningsøjeblikket er en hel ørkenkaravane. Rapporten postulerede at Oswald var gået adskillige blokke ind ad Elm Street, men derefter taget en bus tilbage mod gerningsstedet. Undervejs taget en taxa i en tredje retning. Kommisionen valgte at lægge chaufførens forklaring til grund selvom han havde ført turen ind i kørebogen som kl. 12. 30, og kommissionen mente den påbegyndt 12.48. Det rokkede heller ikke ved denne chaufførs troværdighed, at han forklarede at Oswald havde båret to jakker udenpå hinanden. Medens kommissionen udfandt at han ikke havde båret overtøj overhovedet.

Mordet på betjent Tippit blev ligeledes tillagt Oswald, og Oswald alene. Kommisionen fæstede lid til et vidne, Helen Markham, der dels havde viklet sig ind i mange selvmodsigelser og beviselige usandheder. Havde opgivet et signalement af morderen helt uforeneligt med Oswald. Et andet vidne havde set mordet blive begået af to mænd -hvilket blev bekræftet af de to slags ammunition på gerningsstedet. Dette vidne blev ikke taget med i rapporten eller de 26 bind bilag. Et kommisionsmedlem gav følgende forklaring på dette valg:

”Kommisionen tror på Helen Markham, og jeg er medlem af kommissionen.”

Kommisionen rekonstruerede mordet på Tippit, således at Tippit skulle have standset Oswald fordi denne svarede til det udsendte signalement. Det selvom mordet på henholdsvis Kennedy og Tippit fandt sted i næsten hver sin ende af byen, og signalementet har passet på tusinder. Man ignorerede at tippet havde kaldt centralen umiddelbart før drabet. Ignorerede hele den mystiske radiotrafik mellem centralen og Tippit.

Falsk Oswald-episoderne blev affærdiget med at det ikke var Oswald vidnerne havde set. Uden at det blev undersøgt hvad det så var de havde set. En undtagelse herfra var episoden i den cubanske ambassade i Mexico , der til gengæld blev slugt råt på trods af omtalte CIA-foto, og at et bekræftende vidne viste sig at være falsk præst. Kommisionen måtte videre tilsidesætte et udsagn som man i anden forbindelse ville have tillagt stor vægt. Den falske Oswald måtte under hele sin Mexicorejse betjene sig af fingersprog, medens en af Oswalds soldaterkammerater forklarede følgende om hans spanskkundskaber:

”Han kunne tale et dagligdags spansk, som ”Hvordan har du det? Jeg har det godt. Hvor skal du hen? Hvilken vej er det her” almindeligt stof forstår De, dagligdags stof.

Så langt som politiske diskussioner, eller debatter, kunne han ikke klare”

Et medlem af kommissionens stab havde samlet materiale der bekræftede Sylvia Odios udsagn om hendes besøg en aften i Dallas, det blev affærdiget med:

”På dette tidspunkt lukker vi døre -vi åbner dem ikke”

Om Jack Ruby udfandt kommissionen at han, uanset at han havde drevet sine natklubber uden overskud eller statsstøtte, var en ganske almindelig natklubvært, som helt tilfældigt havde befattet sig med salg af militærudrustning til Cuba. Rubys forbindelse med politiet blev beskrevet således:

”Der er ingen holdepunkter for at antage at Ruby søgte særbehandling hos politiet eller prøvede at bestikke dem. Selvom meget tyder på at Ruby gav politifolk rabat, afslog kuvertafgift fra dem og gav dem gratis kaffe og alkoholfrie drikke.”

Med denne sentens er der tilsidesat et væld af vidneudsagn, der handler om politifolks sprutstrømmende orgier i Rubys natklubber. Samt politifolks ignoration af hans utallige overtrædelse af færdsels- restaurations- og straffelov.

Rapporten forklarede De Mohrenschildts ophold i Guatemala på tidspunktet for Svinebugtinvasionen med: At han ved et tilfælde var på tommelfingeren gennem Mellemamerika, og ved et andet tilfælde befandt sig i Guatemala på det aktuelle tidspunkt. Rapporten udfandt endvidere at han ikke havde noget mellemværende med CIA. Men at han havde aflagt rapport overfor ”En amerikansk regeringsinstitution”.

Dette er kun et lille udpluk af de fejl og urimeligheder rapporten indeholdt.

Det største mysterium i denne sag er ikke hvem der skød præsidenten -men hvordan og hvorfor det er lykkedes at feje sagen ind under gulvtæppet. .

Vi må bemærke os at der egl. Ikke er tale om en kriminalsag, der ender ved sin opklaring eller mangel på samme. Det har mere karakter af et statskup. Et nærmere forsøg på opklaring, kunne måske have ramt -ikke enkeltpersoner men hele befolkningsgrupper. Dette kunne have ført videre til ustabil situation -måske borgerkrig.

Faktisk var der borgerkrigslignende tilstande mange steder i USA. Afro-amerikanernes kamp for ligestilling førte tit til optøjer. Det reelle formål med Warrenrapporten kunne være, at Kennedymordet ikke skulle blive benzin på bålet.

Et andet spørgsmål følger efter: Hvordan det er lykkedes at få så mange mennesker til at have tiltro til Warrenrapportens udsigelse: Om den ene gerningsmand der har handlet på egen hånd efter et uklart motiv. Jeg tror at svaret på det spørgsmål skal søges i et begreb der er reélt men udflydende: Tidsånd

Forskellen på dengang og nu var især en helt anden autoritetstro. Den var næret af at autoriteterne tiden også var en fremgangstid. For Danmarks vedkommende steg reallønnen med ca. 50% iløbet af denne periode. Lignende fremskridt blev gjort indenfor videnskab og teknik. Sygdomme der før havde været håbløse, kunne nu behandles . Det var blevet en rutinesag at få mennesker ud i rummet og velbeholdne tilbage. Alt dette skete medens uddannelsesniveauet ikke ændrede sig væsentligt. Uddannelseseksplosionen lå langt ude i fremtiden. Der var ikke rigtigt nogen grund til at ikke at have tiltro til autoriteter -når de i den grad leverede varen

(( WR 19+369+801 + RTJ afsn 13+15+18 + Q + H-Delgado))

 

1964 24´november / Offentliggørelse af Warren-rapportens bilag

WarrenRapportens bilag offentliggøres i 26 bind. Det mindste på 517 sd. Det største på 930 sd.

Umiddelbart kunne dette tyde på at sagen er blevet omhyggeligt belyst. Men den store stofmængde tjener nærmest til at gemme relevant stof mellem fyld. Dette fyld er ting som fotografier af Oswald som barn, hans lønsedler fra Militæret, pas, fiskekort, fagforeningskort, bibliotekskort, billede af udsigt fra hans lejlighed i Minsk, hans moders vielses- og skilsmisseattester, Jack Rubys moders tandlægekort og så videre indtil de 26 bind er fyldt op.

Til gengæld mangler FBI og CIA´s sager på Ruby og Oswald.

Noget af stoffet har dog relevans for sagen, men i dette er der store divergenser i forhold til de punkter i Warrenreporten der angiveligt bygger på dette. New Yorkadvokaten, Mark Lane, offentliggør et par år efter sin bog ”Rush to jugement”. Den består mestendels af en tilbagevisning af Warrenrapporten, og gør det ved at holde den op mod dens egen bilag.

 

1966 / Udgivelse af bog med uddrag af FBI-rapporterne / Jim Garrisons efterforskning

Udgivelse af Edward Epsteins bog, ”Inquest”. Med denne bog bliver store dele af den oprindelige FBI-rapport, offentliggjort. Enkeltskuds-teotien får et grundskud, da fotos af præsidentens beklædning tydeligt viser et skudhul under højre skulder.

Statsadvokaten i New Orleans, Jim Garrison, indleder en undersøgelse af Kennedy-mordet. Den er baseret på Oswalds selvmodsigende adfærd under hans ophold i byen. Konkret kommer der et resultat ud af efterforskningen at der udstedes en arrestordre mod David Ferrie. Denne dør -under uopklarede omstændigheder- inden den kan effektueres. Garrisons undersøgelser danner grundlag for Oliver Stones film fra 1991: ”JFK”

 

1967 / Udsmuglet interview med Ruby

Jack Ruby dør i Dallas-fængselet af lungekræft.

Før hans død er et filmet interview blevet smuglet ud af fængselet. Det er uklart af hvem og hvornår og hvordan optagelsen er foregået. På filmen ses Ruby sidde i sin celle og tale med en langsom diktion, og ubevægelig mimik, der er utypisk for ham:

”Ikke alt hvad der er sket er kommet frem, verden vil aldrig få de sande kendsgerninger og mine motiver. Med andre ord: Jeg er den eneste der kender sandheden om min rolle i hele forløbet.”

”Kommer det nogen sinde frem?”

Nej fordi. Desværre. De der har så meget at vinde, et så vældigt motiv -til at anbringe mig i min nuværende situation, vil aldrig lade sandheden slippe ud.”

”Er det folk i høje positioner?”

”Ja.”

(( TV-LWT))

 

1968 / Mordet på Robert Kennedy

I valgkampen om det demokratiske partis præsidentkandidatur har Robert Kennedy vundet primærvalget i Californien. Under stemmeoptællingen siger han til sin kampagnestab, i hovedkvarteret, på Ambassador Hotel i Los Angeles:

”…endeligt føler jeg det som om jeg er kommet ud af min broders skygge. Nu er det i det mindste mig der har gjort det. I alle disse år har jeg aldrig rigtigt syntes det var mig der gjorde det, men Jack”

Han går ud for at afgive sejrsmelding til de ventende journalister. Da han går tilbage gennem hotellets køkken, bliver hans baghoved skudt af.

Gerningsmanden bliver i første omgang identificeret som en ung jordaner, Sirhan Sirhan. Som motiv blev opgivet Robert Kennedys mellemøstpolititik -der dog ikke var væsensforskellig fra de øvrige kandidater. Der er efterfølgende opstået en konspirationskult omkring dette mord. En af teorierne er at Sirhan havde været i forbindelse med Scientology. Og således i kontakt med personer der var i stand til at hjernevaske unge ubefæstede sjæle.

(( TK + ”Scientology” af Karl Moos))

 

1970 / Medlem af Warren-kommisionen lægger afstand til Warren-rapporten

Medlem af Warrenkommisionen, Senator Richard Russell, tager offentligt afstand fra Warrenrapporten:

”Jeg har aldrig troet på at han (= Oswald) gjorde det uden nogen form for kontakt eller nogen form for hjælp.

For mange ting….har fået mig til at tvivle på at han planlagde det hele selv.”

Russell havde prøvet at få denne afvigende mening med i Warrenrapporten, men:

”Warren var fast besluttet på at få en enig rapport. Jeg sagde at det ikke ville være noget problem at sætte en henvisning i teksten, og så i en fodnote skrive:

”Senator Russell er uenig i følgende slutning”

Men Warren ville ikke høre tale om, han tog til sidst hele det afsnit og skrev det selv om”

Samme år lader prs. Johnson sig interviewe af Walther Conkrite, for det landsdækkende Tvselskab, CBS. Før interviewet kommer i luften, forlngte præsidenten dog visse passager slettet ”af hensyn til den nationale sikkerhed”

Kilder indenfor CBS har senere forklaret at disse passager omhandlede mordet på prs. Kennedy. Og at prs. Johnson her udtrykte en fundamental uenighed med de officielle forklaringer.

(( O´8))

 

1971 / Prs. Johnson omtaler angiveligt en CIA-opbakket attentatgruppe

Et stabsmedlem hos prs. Johnson, Leo Janos, skriver følgende om en samtale, han dette år havde med den forhenværende præsident:

”Ved kaffen drejede samtalen hen mod præsident Kennedy, og Johnson nævnte at han antog attentatet i Dallas for at være led i en sammensværgelse:

”Jeg har aldrig troet på at Oswald skulle have handlet alene, selvom det kan have været ham der trykkede på aftrækkeren.”

Johnson sagde at da han var trådt ind i embedet, havde han fundet ud af at ”vi havde haft at gøre med et modbydeligt ”Mord A/S” i det caraibiske område.” Omtrent et år før Kennedys død, var et CIA-opbakket attentathold samlet op i Havanna. Johnson tænkte på om Dallas-attentatet var en hævn for dette forpurrede forsøg, selvom han ikke kunne bevise noget.”

(( O´))

 

1973 / Vietnam-tragediens afslutning

USA trækker sig ud af Vietnamkrigen, efter at 60.000 amerikanere er blevet dræbt, 3 millioner har deltaget og 350 milliarder dollars er brugt. De tørre tal rækker dog ikke til at beskrive tragedien. USA er moralsk kompromitteret

 

1975 juni / Drab på Sam Giancana

Sam Giancana myrdes, i sit hjem i den eksklusive Chicago-forstad, Oak Park. Det sker kort før han skulle afgive forklaring i et lukket senatsudvalgsmøde, angående CIA-Mafiaforbindelser, og forsøgene på infiltration på Cuba.

Ifølge politiets rekonstruktion, var han en sen aften gået ud i sit køkken for at tilberede natmad. Han var ikke alene, hans morder må have været en han havde tillid og personlig relation til.

Medens han står ved komfuret, bliver han skudt i nakken på klodshold. Det sker med en lyddæmpet pistol. Morderen overlader intet til tilfældet, men skyder Giancana 6 gange til i hovedet. I betragtning af Giancanas position indenfor underverdenen, kan dette ikke betragtes som en almindelig Mafia-likvidering. Kun ganske få personer har kunnet beordre dette mord, og få ordren ført ud i livet. Blandt disse er Carlos Marcello og Santos Trafficante. CIA´s direktør kommenterede mordet med:

”Det har vi ikke haft noget at gøre med”

(( sk 223 + Sifakis))

 

1975 juli / Hoffas forsvinden

James Hoffa fremmøder på en restaurant ved Detroit. Han har aftalt et møde med 3 mænd. 3 kvarter efter den aftalte tid ses han stige ind i en bil på en nærliggende parkeringsplads, sammen med et ukendt antal personer.

Hvem han skulle møde, og hvem han steg ind i bilen med, er aldrig blevet fastlagt. Men givet er at siden da, har ingen set Hoffa. Eller rettere ingen har villet være ved det.

((Sifakis))

1976 / Drabet på John Roselli

John Roselli vidner i et møde i senatets efterretningsudvalg om CIA-Mafiaforbindelser. Han frigiver her nogle detaljer om Operation Moongoose. Fortæller at han deltog af patriotiske grunde. Privat praler han med at have narret CIA. At gift der var tiltænkt Castro er blevet skyllet ud i toilettet. Om penge der var tiltænkt cubanske undergrundsbevægelser, som kun nåede frem til hans egne lommer.

Efter hans udsagn for senatsudvalget, råder hans advokat ham til at hyre en bodyguard. Han føler sig dog sikker på sit landsted i Florida:

”Hvem ville dog dræbe en gammel mand som mig?”

28 juli findes han dog død i en olietønde, flydende udfor Floridas kyst. Tunge kæder var bundet om tønden. Idéen synes at være at tønden skulle gå til bunds og blive dér. En plan der dog blev forpurret da gasser fra ligets forrådnelse har gjort tønden flydende.

(( sk 211 + 223 + Sifakis))

 

1976 Efterår / Oprettelse af "Select Commitee on Assasinations / Dog er meget af komiteens materiale destrueret

I kølvandet på Watergateskandalen og oplysninger fra et senatsudvalg, stiftes: ”Select Commitee on Assasinations” Et udvalg under det amerikanske senat til undersøgelse af attentater, herunder mordet på prs. Kennedy.

Det nye udvalg er ikke alene om at forberede sine egne undersøgelser. Vidnet Paul O´Connor, en sygehjælper der som værnepligtig havde assisteret ved Kennedys obduktion, forklarede flg.:

Før afhøringen for udvalget, var han opsøgt af en gruppe officerer. Under en lang samtale var han blevet indprentet ikke at sige for meget, og slet ikke svare på mere end han blev spurgt om. Dette udsagn må nok betragtes som toppen af isbjerget. Andre der således er blevet forberedt til afhøring, kan have holdt deres viden for sig selv. Især hvis emner som pensionsforhold og karrieremuligheder er indgået i samtalen.

Udvalgets stab kom hurtigt på sporet af en række oplysninger. Desværre oplysninger der ikke længere kunne dokumenteres. Staten Lousianas sikkerhedstjeneste, havde konfiskeret Guy Bannisters arkiv over ”Kommunistgrupper og undergravende organisationer”. En medarbejder ved tjenesten henledte udvalgets opmærksomhed på dette arkiv, da det rummede fundamentale oplysninger om Oswalds politiske aktiviteter i New Orleans. Men da udvalget søgte adgang til dette arkiv var det destrueret.

Det kom frem at den militære efterretningstjeneste havde ligget inde med et helt arkiv om Oswald alene. Dets blotte eksistens var forblevet ukendt for Warrenkommisionen. Men i mellemtiden var også dét destrueret.

Gennem kilder i CIA fik udvalget at vide at deen cubanske ambassade i Mexico City ikke alene var blevet systematisk overvåget, men også var konstant aflyttet. En højtstående CIA-kilde, indrømmede at man havde ligget inde med en optagelse af samtalen, ved den falske Oswalds besøg. Denne optagelse var dog et par uger efter ”rutinemæssigt destrueret”.

(( sk 113 + summers + Madsen + TV-LWT))

 

1977 marts / Santos Trafficante stilles for attentatudvalget

Attentatudvalgets formand, Richard Sprague, udtaler offentligt udfra hemmelighedsstemplet materiale, at Santos Trafficante

”har oplysninger som er vigtige for efterforskningen af mordet på prs. Kennedy”

-og Trafficante indkaldes til høring i udvalget, han insisterer på et åbent møde.

Trafficante, måske Amerikas mest magtfulde gangsterboss, der almindeligvis har et overbærende forhold til øvrighed og presse, tiltaler stævningsmanden med en skræmt stemme. Han forlanger indkaldelsesordren skubbet ind under døren -da han ikke tør åbne den. I udvalget bliver han spurgt:

”Hr. Trafficante, har de nogen sinde drøftet, med nogen som helst, planer om at myrde prs. Kennedy, før han blev myrdet?”

Svarer ved at læse følgende op af en lap papir:

”Med al respekt, nægter jeg at besvare det spørgsmål, under henvisning til mine grundlovssikrede rettigheder, efter forfatningens første, fjerde, femte og fjortende tilføjelse.”

((SK + Wilber))

 

1978 sept. / En paves mystiske død

Pave Poul Johannes den Første findes død en morgen efter kun 33 dage i embedet. Kurien, Vatikanets forvaltning, indvikler sig i selvmodsigelser angående dette dødsfald.

Først forlyder det at han er død af en overdosis sovemedicin. Derefter er han død af et hjerteslag.

Han blev fundet med et bundt papirer i hånden som ingen ved hvor er blevet af. Ligesom hans medicinskab er forsvundet.

Obduktion blev nægtet med den begrundelse, at det ville være: ”Uforeneligt med embedets værdighed” -og at ingen pave før er blevet obduceret, hvilket er usandt.

Den engelske journalist, David Yallop, skærer igennem al udenomssnak og fremkommer i sin bog fra 1988, ”For himlens skyld”, med solid dokumentation for at paven blev myrdet. Motivet var hans opgør med internationale finansforbrydelser, bl.a. som pengevaskeri for Mafiaen. Yallops materiale bedømmes således af dr. Jur. Jesper Berning:

”Det må være op til Vatikanet selv at afkræfte den stærke formodning, bogen skaber for, at det ikke skyldes naturlige årsager, at paven måtte lade sit liv”

En bankier, Michele Sindona, var anbragt i en givtig dobbeltposition som mafioso og Vatikanets finansrådgiver. Han var tæt tilknyttet den New York-baserede Gambino-mafiafamilie. Opholdt sig dog mest i Palermo på Sicilien. Senere skulle han hævde at overskuddet fra hans transaktioner skulle bruges til et væbnet oprør for Siciliens selvstændighed.

Sammen med direktøren for Vatikanets bank, Paul Marcinkus, havde han et omfattende apparat for valutasmugling, skatteunddragelse, ulovlige aktietransaktioner og pengevask. Marcinkus synes at have haft forbindelse med Chicago Outfit. Før pavens tiltrædelse havde han ladet en pengestrøm tilflyde Chicagos ærkebiskop, John Cody, som fik op til en million dollars, ulovligt fra kirkens fonde. En stor del af disse penge anvendte han, uanset sit cølibatløfte, til en veninde. Købte et hus til hende i Florida, og sikrede hende en pension. Cody ville være fjernet fra posten, hvis paven havde levet få dage længere.

Sindona blev i 1980 idømt 27 års fængsel for sine transaktioner. I 1986 sagde han fra fængslet at han ville fortælle alt ved en kommende retssag imod ham. Få dage døde han af cyankalium i sin morgenkaffe. End ikke et fængsel, og det var Italiens bedst bevogtede, kan forhindre sanktionering af Omerta, mafiaens tavshedsbud.

Sindona og Marcinkus synes at have haft medskyldige fra top til bund i Kurien. Penge der lugter langt væk af mafia, fik en nærmest himmelsk renhed i Vatikanets bank.

Ved sin tiltræden forlangte den chokerede pave Poul Johannes den første en fuldstændig afklaring og et fuldstændigt opgør med disse ulovligheder.

Mordet på paven har så mange paralleller til Kennedymordet, at det bør behandles i forbindelse med dette. I begge tilfælde er en person indsat i et af verdens højeste embeder. Begge personer har opdaget uacceptable tilfælde indenfor eksisterende magtcentre og har forsøgt opgør med disse. I begge tilfælde finder vi spor af mafiaen -i særdeleshed Chicago Outfit. I begge tilfælde har politiske forhold forhindret en afklaring.

((Yallop + ”Porträt av en mand av heder” Svensk TV-1 Dokumentär))

 

1979 / Rapporten fra Attentatudvalget

Attentatudvalget opløses med afgivelse af en rapport, der i modsætning til Warrenrapporten ikke forgiver at være endegyldig. Ikke al udvalgets arbejde er udmundet i denne rapport, meget er hemmelighedsstemplet. Mange defekter er fulgt med fra Warrenrapporten. Udvalget blev faktisk nedsat under prs. Gerald Ford, der var medlem af Warrenkommisionen. Mange i de organer der arbejdede i tilknytning til Warren-kommissionen, beklædte stadig høje poster. Måske blev udvalget nedsat for kort tid efter denne kommission, til at et egentligt opgør med den var muligt.

Officielt fik udvalget til opgave at tage stilling til hvem der havde myrdet prs. Kennedy -og om denne havde handlet på egen hånd. I praksis måtte udvalget dog kæmpe mod kraftige understrømme, der nødigt så Warrenrapporten gået for nær.

Den retsmedicinsk sagkyndige i udvalgets stab, dr. Cyril Wecht, afviste helt enkelt-skudteorien udfra det foreliggende materiale. Udvalgets politiske medlemmer var dog ikke meget for at fravige én gang fastlagte resultater.

Imidlertid kom udvalget i besiddelse af bånd med optagelse af Dallaspolitiets radiokommunikation omkring gerningsøjeblikket. Det viste sig at en motorcykelbetjent, i kortegen, ikke havde slået sin mikrofon fra efter en melding. Han havde således kørt igennem Dealy Plaza med åben mikrofon. Der forelå altså en lydoptagelse fra gerningsstedet i gerningsøjeblikket, som ingen hidtil havde kendt til, endsige undersøgt. Denne optagelse viste at der var affyret mindst 4 skud, med mindst to forskellige våben.

Udvalget fastholdt enkelt-skudteorien, men gav den en tilføjelse: At der også var skudt fra Græshøjen -men de skud var forbiere. Rapporten blev altså præget af at politiske hensyn vejede tungere end en afklaring. Men konkluderede at et komplot stod bag mordet. På tværs af alle retsprincipper luftede rapporten mistanker mod Marcello og Trafficante. I en anden retning var den dog helt mørkelagt, nemlig hvad angår forbindelser til efterretningstjenesterne. Denne mangel har affødt krav om en ny undersøgelse.

(( Madsen + TV-LWT + Summers + TV-Nova))

 

1980 / Præsidentens første kiste -et mysterium i mysteriet

En amerikansk journalist, David Lifton, fremsætter i en da udgiven bog: ”Best Evidence”, en teori der i den grad vender tingene på hovedet, at den bør behandles for sig. Lifton argumenterer for at Kennedy´s lig, i flyet mellem Dallas og Washington, blev taget ud af kisten, og fløjet bort i en helikopter ved ankomten til Washington. Medens den kiste præsidenten var blevet lagt i, i Dallas, under bevogtning og under stor opmærksomhed bliver kørt til Bethesda-hospitalet. Formålet med denne manøvre skulle have været at manipulere liget, således at ethvert spor af, at Kennedy skulle være ramt forfra blev fjernet. Og således muliggøre en forklaring om at gerningsmanden kun var en enlig galning.

Teorien fik en forbløffet modtagelse. Den ansvarlige for obduktionen, en dr. James Humes udtalte:

”Liftons bog er så latterlig, at det er utroligt.”

og en general der deltog i flyvningen fra Dallas:

”…….fuldstændigt absurd. Den er fyldt med løgne og urigtige antydninger.”

Selv vil jeg også helst overlade en nærmere undersøgelse til Lifton selv, men affærdiges kan den ikke. Faktisk tilbyder Lifton en løsning på visse af sagens helt fundamentale problemer, bl. a. følgende modsigelse. Poul O´Connor der var sygehjælper på Bethesda og assisterede ved obduktionen forklarer følgende om ligets ankomst:

”Vi åbnede en blygrå marinekiste. Liget lå i en tillynet ligsæk”

En Aubrey Reich, der var assistent i begravelsesfirmaet Oneal i Dallas, forklarer herimod:

”Jeg var med til at anbringe liget i en fornem bronzekiste -den 22. November på Parkland Memorial Hospital.”

Begge disse udsagn bekræftes af vidner der følger begge kisters gang. Man kan mene hvad man vil om Liftons teser. Men han må krediteres for at have påpeget et -indtil da- overset problem.

((Madsen + epd + TV-Nova))

 

1983 / Er alt ved det gamle i Teamsters?

Jackie vælges til præsident for teamsterforbundet. Han er søn af Bill Presser, der var vicepræsident under Hoffa. Han var leder af Ohio-teamsterne, der havde en hovedbestyrelse, der af arbejdsministeriet blev betegnet som en: Blå bog over Ohio´s gangsterverden. Han er citeret for:

”Jeg foretager mig intet, med mindre Blackie siger, jeg skal”

”Blackie” er øgenavn for James Lecavoli, Cleveland-mafiaens leder. Mest kendt under et andet øgenavn: ”Jimmy the Weasel”

På dagen for udnævnelsen modtager Presser en personlig telefonisk lykønskning fra Prs. Reagan. Presser var manden bag en stor og åbenlys støtte til Reagan´s valgkamp. Som hans fader formidlede støtte til George Bender.

Er alle spor af McClelland-kommissionen slettet, og arven efter Robert Kennedy formøblet? Dog lykkes det, tre år senere at få den unge Presser dømt for underslæb på 700.000 dollars overfor Teamsterforbundets fonde. Her er han i modsætning til sin fader, der slap igennem sin karriere i forbunder, med en enkelt bagatelagtig dom. Efter Hoffa og frem til 1988, har to af Teamsterforbundets tre præsidenter endt karrieren bag tremmer.

Siden 1998 har James P. Hoffa, søn af Jimmi Hoffa, været teamsterunionens præsident.

(( IF + Politiken 3/7 1988 + Wikipedia))

 

1985 / Iran-Contraskandalen

Endnu en gang viser CIA sig som en vagthund, der kan bide sin herre. Ved at sælge våben til Iran og føre overskuddet til contrapartisanerne i Nicaragua. Hvilket er imod lovgrundlaget og udtrykkelige vedtagelser i USA´s kongres.

Denne gang får CIA dog fuld støtte fra præsidentembedet, der gør meget for at dække over sagen. Under påskud af at det drejer sig om ”forhandlinger om løsladelse af gidsler”.

 

1987 / Santos Trafficantes død

Santos Trafficante dør, 73 år gammel, af et hjertetilfælde på sit landsted i Florida. Med ham bortfalder måske den sidste mulighed for førstehåndsviden, om hvad der egentligt er sket.

 

 

=========================================================================

Forklaring til Kildehenvisninger

Kildehenvisninger er vist i dobbeltparenteser efter hvert afsnit. Dér kan de dog stå med småt, selvom de står med stort i det følgende. Tal der står efter forkortelsen er, hvis ikke andet er angivet: Sidetal.

 

WR -Warrenrapporten. Officielt: ”Report of the presidents commision on the assasination of prs. Kennedy”

 

H- / CE- /Exhibit Henviser alle til Warrenrapportens bilag, officielt: Hearings before the President´s commision on the assasination of President Kennedy.” Vol. 1 - 26. Washington D.C. 1964

 

H- henviser til de i bilagene indeholdte afhøringer overfor Warrenkommisionen. Et register over afhøringernes nøjagtige placering findes i Warrenrapporten sd. 483 - sd. 500.

 

CE står for ”Commision exhibit”, kommisionsbilag. Disse er således fordelt i bilagene:

Vol. XVI: 1-391 / Vol. XVII: 392-884 / Vol. XVIII: 885-1053 / Vol. XXII: 1054-1512 / Vol. XXIII: 1513-1975 / Vol. XXIV: 1976-2189 / Vol. XXV: 2190-2651 / Vol. XXVI: 2652-3154

 

”Exhibit-” står for vidnebilag og er således fordelt, alfabetisk efter vidnernes navne:

Vol. XIX: Allen-Fuqua / Vol. XX: Gallagher-Oliver / Vol. XXI: Paine-Yarborough

 

TK: ”The Kennedys” af Collier og Horowitz, N. Y. 1984. Findes i dansk udgave: ”Kennedy-klanen” Kbh. 1985

 

IF: ”Den indre fjende” Kbh. 1966. Dansk udgave af ”The enemy within” af Robert F. Kennedy, fra 1960

 

UR: ”Den usynlige regering i USA”, dansk udgave af ”The invisible government” af Wise og Ross, fra 1964

 

EPD: ”En præsidents død”, dansk udgave af ”The death of a President” af William Manchester, N.Y. 1967

 

SK: ”Who was Jack Ruby?” af Seth Kantor, N.Y. 1978

 

O´: ”The assasination tapes” af Georg O´Toole, N.Y. 1975

 

Q : ”Inquest” af Edward Jay Epstein, N.Y./London 1966.

 

RTJ: ”Rush to judgment” af Mark Lane, N.Y. 1966. Findes i en dansk udgave: ”Sortbogen om Kennedymordet”. Denne er dog forhastet oversat, og mangler de kildehenvisninger til Warrenrapporten og dennes bilag, som er selve pointen.

 

Wilber: ”Medicolegal investigation of the præsident John F. Kennedy murder” af Charles G. Wilber, Springfield Ill. 1978

 

Madsen: ”Skuddene i Dallas” af Finn Madsen, Søllested 1988

 

Sifakis: ”The Mafia Encyclopedia” af Carl Sifakis, N.Y. 1987

 

Sorensen: ”Kennedy” -dansk udgave af ”Kennedy” af Theodor Sorensen, fra 1965

 

MM: ”Den nøgne gudinde: Sandheden om Marylon Monroe”. Dansk udgave af ”Goddes: The secret lives of Marylon Monroe”, af Antony Summers, fra 1985

 

NL: ”Mafia”, dansk udgave af ”The honoured society” af Norman Lewis, fra 1964.

 

KA: ”Gangsterkrigen i Chicago” Kbh. 1963, dansk udgave af ”The bootleggers. The story of Chicago´s prohibition era” af Kenneth Allsop.

 

Rohde: ”Sicilien” af Peter P. Rohde, Kbh. 1975

 

VT: ”My life in the Mafia” af Vincent Teresa, fra 1973

 

TV-LWT: Tv-udsendelsen ”US vs. Lee Harvey Oswald” fra LWT Instrueret af Ian Hamilton. Opdelt i 3 udsendelser, sendt i dansk TV november 1986. Udformet -vildledende- som en fingeret retssag mod Oswald.

Producer: Mark Redhead, Instruktør: Ian Hamilton. Opdelt i 3 udsendelser, sendt i dansk TV, nov. 1986

 

TV-Nova: Tv-udsendelsen ”Hvem myrdede Kennedy” Novaproduktion af Robert Richter, med Walter Cronkite, sendt i TV2 , 22/11 1988

 

Yallop: ”For himmelens skyld”, Kbh. 1988. Dansk udgave af ”In god´s name” af David Yallop.

 

Grønbech: ”Sicilien, banditter og statsmænd” af Bo Grønbech, fra 1960.

 

PW: ”People Weekly” fra marts 1974

 

Summers: ”Conspiracy” af Antony Summers, fra 1980. Gengivet i uddrag i Politiken, 15/5 og 18/5 1980.